179 / 196
Henning Bro
on bestående af to medlemmer udpeget af
Indenrigsministeriet samt 8 embedsmænd,
der ligeligt blev udpeget af de to kommunal
bestyrelser.13
Kommissionen skulle efter sit kommissori
um dels »fremskaffe grundlag for bedøm
melse af, i hvilket omfang økonomiske, soci
ale, tekniske og andre forhold mellem
Københavns og Frederiksberg kommuner
måtte gøre et nærmere kommunalt fælles
skab mellem de to kommuner ønskeligt«,
dels fremsætte forslag til, hvorledes et sådant
fællesskab kunne ordnes.14Efter 5 år barsle
de kommissionen med en meget omfattende
betænkning, der rummede en gennemgri
bende analyse af forholdene i de to kommu
ner og udtalelser fra parterne. Ud fra en
argumentation, der i det store og hele var
den samme som i 1924, foreslog de køben
havnske repræsentanter, at de to kommuner
sammenlagdes til én - København. Først der
ved ville udligningen af forskellene blive
total, ligesomder på det tekniske område vil
le kunne gennemføres en forenklet admini
stration.
Repræsentanterne fra Frederiksberg Kom
mune afviste de københavnske argumenter
og betragtede en indlemmelse i København
som »historisk vandalisme og et tab for hele
landets kommunale liv«. Man pegede på det
gode samarbejde, der på en række områder
var med København og anførte, at Frederiks
berg ikke var så gunstigt stillet som hævdet.
Skulle de kommunaløkonomiske forskelle,
som man erkendte, udjævnes, måtte der fin
des en løsning, der omfattede hele hoved
stadsområdet. I den anledning havde de fre-
deriksbergske medlemmer foretaget en
undersøgelse af Gentoftes stilling. Konklu
sionen var her, at de største forskelle var mel
lem København og velhaverforstaden Gen
tofte, og ikke mellem København og Frede
riksberg, og at denne forskel ville blive for
stærket som følge af den kraftige byudvik
ling i Gentofte.15
Med så modsatrettede udmeldinger blev
forslagene fra Indenrigsministeriets repræ
sentanter udslaggivende. Principielt anså
ministeriets repræsentanter en indlemmelse
for at være den mest rationelle løsning, men
da de frederiksbergske repræsentanter hav
de vendt sig så kraftigt mod det, måtte der
findes en anden løsning.16 På grundlag af
betænkningens statistiske materiale konklu
derede man, at forskellene mellem de to
kommuner ikke så meget lå i de kommunale
udgifter og deres fordeling, men derimod i
de kommunale indtægter.
Det viste sig, at beskatningen var næsten
dobbelt så høj i København som på Frede
riksberg, og da en så stor forskel ikke kunne
opretholdes, foreslog ministeriets repræsen
tanter en økonomiske udligningsordning og
i øvrigt også et nærmere bestemt teknisk
samarbejde. Forslaget bevarede de to kom
muners selvstændighed og udjævnede for
skellene i beskatningsgrundlaget og blev
derfor tiltrådt af repræsentanterne fra de to
kommuner. Fra Frederiksbergs side kræve
des det dog, at Gentofte Kommune blev ind
draget i ordningen, da der var frygt for, at de
mere velstillede hurtigt ville flytte dertil.17
På grundlag af kommissionens forslag og
efterfølgende forhandlinger i et særligt Gen-
tofte-udvalg fremsatte regeringen i 1937 et
lovforslag om økonomisk udligning m.v.
mellem Københavns Kommune og Frede
riksberg og Gentofte kommuner. Regeringen
havde helst set en kommunesammenlæg
ning, men i kraft af enigheden mellem de
kommunale parter tilsluttede man sig udlig
ningsordningen. Fra 1939/40 skulle Frede
riksberg Kommune svare et årligt udlig
ningsbidrag til København på 5 mill. kr. Nok
176