181 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
J
7 9
rer. Også voldkronerne var tæt besat med hollandsk
mandskab og kanoner.
De hollandske soldaters høje kvalitet viste sig tydeligt
ved denne lejlighed. Intet er sværere i en sådan forsvars
situation end at opretholde en streng ilddisciplin og til
bageholde skydningen, indtil målet er inde på tæt, sikker
hold. Men dette lykkedes for hollænderne. Der faldt ikke
et skud, da de svenske angribere dukkede op foran graven
i den begyndende dæmring. Ingen rørte sig i stillingen, in
gen glødende lunter var at se, således at svenskerne alle
rede begyndte at føle sig trygge. Var det alligevel lykkedes
at lokke forsvarerne bort til Vestervold, så de forladte
værker uden videre kunne forceres? Opmuntrede af stil
heden gik svenskerne ned i graven og baksede i øvrigt med
broer og stiger. Dagen syntes at skulle blive deres.
Da skete med eet det uventede og forfærdelige. Alle
skråstykker og musketter blev som på een gang brændt af
mod de tætpakkede angribere. Intet skud gik fejl på den
korte afstand. Virkningen var skrækkelig. Døde og sårede
væltede om mellem hverandre i den mest rystende forvir
ring. Det »er ikke at beskrive den ynk, piben, hylen og
skrigen, man hørte på de svenske, som blev skudt, førend
de døde«. Alle, der kunne, søgte redning ved flugt, men
mange blev dog indhentede af de store kanoners kugler.
I fæstningens forterrain lå angriberne »skudte ret som
hobe spurve . . ., den ene på den anden«. Det var ikke til
at tænke på at gå til angreb igen, skønt ordren lød på at
storme mindst tre gange, før man opgav. Men døde mænd
angriber ikke. Slaget var uhjælpeligt tabt.
Det havde været en blodig nat for angriberne. Karl Gu
stav opgav dagen efter slaget tabene til 532 døde og 894
sårede. De dødes tal steg dog uden tvivl meget højere, og
de svenske tabslister lød da også snart efter på 580. I de
nærmeste dage efter slaget fandt danskerne foran fæst
ningen ikke mindre end 566 ilde tilredte lig, heraf 110 me
12