177 / 237
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
J 7 5
som kongesønnen Gyldenløve, og flere end de danske
generalmaj orer.224
Det må også have lettet ekspeditionskorpsets kår, at
man søgte at skaffe beredskabsstyrkerne større vagtloka
ler i nærheden af posterne. Det var dog ikke bekvemmelig
hedshensyn, der her spillede ind; men frygt for et over
rumplende stormangreb. Den 10. januar 1659 søgte man
at skaffe hvert kompagni af garnisonen, »saavel som det
hollandske folch«, et eller to huse, »hvor folehet om nat
ten kand ligge udi reserve oc beredskab, om noget fiendtlig
paakommer«. Og den 2. februar gik man muligvis videre,
idet regeringen oplyste Hans Schack om, at den havde
»anbefalet« Københavns borgmestre og råd »at forskaffe
soldatesched fornøden logamenter langs med voldene hver
paa deris post, hvor de ere udi beredskab«.225 Men det må
dog straks indrømmes, at netop hollænderne vel fik
mindst ud af denne foranstaltning, idet der kun lå en me
get spredt bebyggelse på arealet mellem Gothersgade og
Nyboder.226
Vinteren gik således sin slidsomme gang, medens kulden
blev stadig hårdere. Allerede den 29. november 1658 er det
nødvendigt at tænke på at holde voldgravene åbne. Rege
ringen forlanger af magistraten, at der »af hver gaard her i
staden lefveres nogle visse øxer oc baadshager til hver regi
ment eller compagnie her paa voldene til at were med rundt
om fæstningen«. Den næste dag fik Christianshavn en til
svarende ordre, hvori der stod, at de skulle bruges til
»vækning«, d.v.s. åbning af isen.227 Niels Juel fik endelig
besked om, at han skulle overlade renteskriver Jens Las
sen »saa mange gamle stenger, raaer (eller andet) af tau-
gel (takkelage), som hand begierer at bruges til at holde
grafverne oben med, naar de først ere opisede, saavelsom
fornøden tømmermend det effter hans villie at forfer-
dige«.228 Det ordnedes således, at tropperne sørgede for