179 / 237
teren hindrede enhver tanke derom. De allierede erobrede
Als den 4. december, men derved blev det.235
To overmåde truende foretagender ventede således Karl
Gustav i det kommende forår. Der var i virkeligheden kun
een måde for ham at slippe ud af klemmen på. Det var at
erobre København. Mange svenske var nervøse ved disse
planer; men Karl Gustav kunne afvise dem med fortidens
erfaringer. Havde svenskerne ikke haft den mest fuld
komne sukces ved Frederiksodde, hvor forholdene ikke
havde været meget bedre for tropperne? Havde isen ikke
tidligere båret svenskerne frem til deres største triumf?
Det er troligt, at tanken om en storm har taget form, så
snart Karl Gustav har hørt om de forskellige hollandske ud
sættelser, altså omkring midten af december. Hurtigt sat
tes der omfattende forberedelser i gang.236
Uden nogen form for overraskelse satte det svenske an
greb ind om morgenen den 11. februar henad klokken 1.
På grund af de hollandske troppers fordeling kom de til
at deltage i kampens første og sidste fase, der udspillede
sig henholdsvis på Christianshavn og på Østervold. Den
svenske plan gik ud på at storme byen på dens svageste
sted, over isen på Kalvebodstrand, og ind mod Slotshol
men og Løngangen. En vanskelighed bestod der dog deri,
at stormtropperne risikerede at blive udsat for en ødelæg
gende flankebeskydning fra den lille fregat Højenhald, der
lå ud for Kongens Bryghus (nuværende Frederiksholms
Kanal 29) og fra Christianshavns flankebastion mod Kø
benhavnersiden, det såkaldte »Skarpe Hjørne«. Et led i
planen måtte det derfor være at sætte disse flankestillin
ger ud af spillet allerførst. På Christianshavns vold stod
blandt andet halvandet kompagni valloner fra det holland
ske hjælpekorps.
Det svenske angreb mod Christianshavn forfulgtes af
uheld. Under ledelse af den uforfærdede grev Clas Thott
gik de hvidklædte stormkolonner over isen mod Amager.
Østersøpolitiken og Hollands hjælp til København
X7 7
12