182 / 237
1 8 0
Finn Askgaard
nige og mange officerer foran Østervold.238 De blev samlet
sammen lidt uden for Vesterport og lagt bag Christian IV’s
gamle forværk ud mod den daværende Kalvebodstrand.
Her fandt de deres sidste hvilested, idet de den 17. og 18.
februar dækkedes til med jorden fra den gamle vold, der
dermed samtidigt sløjfedes. De ukendte svenske soldater
må altså hvile i jorden foran den nuværende brandstation
og over mod Tivoli.239
På dansk side var tabene ganske små. Højst 12 døde og
næppe flere sårede. Det er ukendt, om der faldt nogle hol
lændere. Derimod synes det vist, at der såredes en del un
der angrebet på Christianshavn. Den 15. februar bad
regeringen nemlig Københavns bystyre foranledige, »at
til de siuge oc quæste hollandske folchs fornødenhed i wor
kiøbsted Christianshafen blifver udskichet saa mange af
de ledige senge udi compagniet, som i goedwilligen der til
laans kand bekomme«.240 Det er at håbe, at de sårede hol
lændere har fået de sygesenge, de så ærligt havde fortjent.
Glæden over sejren var forståeligt nok enorm i hoved
staden. Den største fare, som indtil 1940 har truet Dan
marks selvstændighed, var blevet besværget. Det var ho
vedstaden København, der havde brudt den frygtelige
stormflod. Dansk energi, dygtighed og sammenhold har
forvist aldrig givet et lykkeligere resultat. Det er med be
rettiget stolthed, at københavnerne og hæren kan se til
bage på disse begivenheder. Men det bør dog ingensinde
glemmes, at en stor del af æren tilkommer Holland. Uden
Obdams flåde var et udsultet København utvivlsomt fal
det uden sværdslag, uden Piichlers tropper på volden hav
de der næppe lydt lovsange i de københavnske kirker »for
dend victorie (se jr ), som Gud os i gaar ofver wores fiender
forleendte«.241
Den dansk-hollandske forsvarsalliance af 1649 havde der
med endelig ført til sit logiske mål: Danmarks selvstæn