178 / 237
1 7 6
Finn Askgaard
voldgravens isning ud for deres tildelte voldafsnit, og
Hjørring oplyser udtrykkeligt, at hollænderne tog deres
part af dette besvær.229
I slutningen af november begyndte de første rygter om
en svensk storm at løbe i byen. De fleste afviste dem dog
som usandsynlige, efter at København havde modtaget det
store hollandske krafttilskud.230 Og det syntes ikke mere
troligt, efter at flåden vendte hjem den 4. december. Ikke
desto mindre fik man juleaften syn for sagn. Midt under
julenadveren dukkede svenskerne op foran vold og grav,
og for første gang »går trommen på alle gader, stormklok
kerne klemtede og her blev alarm«, som Hjørring skrev.231
Også den hollandske flåde sattes denne nat i højeste be
redskab.232 Siden da måtte man være beredt på hvad som
helst, og det var heldigvis muligt i den følgende tid at få
god besked om de mange svenske forberedelser. Det sør
gede overløbere og spioner for.
Vi kan ikke her komme dybere ind på Karl Gustavs
motiver for en storm. Dog bør det vel påpeges, at de væg
tigste grunde må søges i Hollands holdning. Som det vil
erindres, var det kun en tredjedel af den traktatlige for
pligtelse, Holland havde sendt i første omgang. Det betød
imidlertid ikke, at resten ikke senere ville følge efter.
Tværtimod besluttede Generalstaterne den 19. november,
at de resterende 4.000 mand skulle sendes snarest. Man
håbede på afgang den 27. november, hvis vejret artede sig
tåleligt.233 Imidlertid turde man ikke sende flåden ud, da
det kom til stykket. Den tidlige frost gjorde sit; men også
den engelske flådes aktivitet virkede hæmmende. Resul
tatet blev, at ekspeditionen udsattes til foråret på Amster-
dam-admiralitetets henstilling den 26. november.231
Også et andet hollandsk forehavende var blevet udsat til
foråret. Det var Obdams overførsel af allierede tropper til
Sjælland. Da største delen af flåden var engageret foran
Landskrona, kunne der ikke afses skibe nok, førend vin