54 / 237
5 2
Gunnar Olsen
Men om morgenen den 11. februar kunne byen ånde let
tet op. Nu var den umiddelbare fare overstået. Svensker
nes nederlag havde været så absolut, at der ikke kunne
tænkes på en gentagelse af forsøget. Og så kom turen til
privilegierne.
En komm ission blev nedsat til at træffe de sidste forbe
redelser. Betegnende nok var borgerne i stort flertal. Over
for to rigsråder, Mogens Høeg og Otte Krag, stod de fire
borgmestre samt Frederik Thuresen, Henrik Müller, Se-
lius Marselis og endnu flere fremtrædende borgere.94 Det
blev da også borgerne, som fik sat deres vilje igennem.
Alle løfterne fra den 10. august blev opfyldt, men de var
nu nærmere specificerede og udformede i detailler, så der
ikke skulle være muligheder for gennem sindrige for
tolkninger at mindske deres betydning. Selv på det punkt,
hvor rigsrådet havde næret de største betænkeligheder,
med hensyn til de 32 mænd og borgernes adgang til rådet,
gav det fuldstændig efter. Der loves i § 2, »At København
skal være en fri rigsstad og annammes tillige for en fri
rigens stand og udi alt, hvad riget til bedste delibereres
kan, have deres stemme og samtykke«. Derefter følger
reglerne for valg af de 32 mænd til at overveje, handle og
slutte om stadens og menighedens bedste. Af de 32 mænd
skulle udvælges 2, som sammen med 2 borgmestre skulle
have fri adgang til kongen for at tale om byens anliggen
der »så og på samtlige borgerskabets vegne med rigets råd
og stænderne, når fornødent gøres, at deliberere, sam
tykke og befordre, hvis til vores, rigets, byens og det ge
mene bedste gavnlig eragtes kan«.
Privilegiebrevet blev udstedt d. 24. marts 1659; det var
underskrevet af kongen og de rigsråder, der var til stede
i København.95
Den 14. april blev der holdt møde på rådstuen af borger
skabets fornemste for at vælge de 32 mænd. Vi møder
atter her navnene fra majkravet, fra 9. jun i og fra 30. ok