7 / 237
FORORD
Året 1659 blev et skæbneår for København. Fjenden stod
uden for murene, nød og elendighed herskede indenfor.
Men trods sult og kulde kæmpede byens borgere sammen
bidt og stædigt for deres eksistens. Kong Frederik III var
klar over, at borgernes tapperhed var det sidste værn for
hans riges beståen, og 24. marts 1659 gav han dem et
privilegiebrev, der gav dem meget vidtgående rettigheder,
og som indstiftede de 32 mænds forsamling, forløberen
for vore dages borgerrepræsentation.
Da faren var ovre, og kongen var blevet enevældig, for
ringedes privilegierne stærkt. Men noget blev dog stående,
først og fremmest borgerrådet på de 32 mænd. Ofte var
det i defensiven, ofte blev det negligeret af den enevældige
konges embedsmænd. Men bortset fra en kort periode i
Struensee-tiden fortsatte det sin eksistens, indtil det kun
ne afløses af et råd med øgede beføjelser og af et mere
demokratisk tilsnit.
Baggrunden for privilegiebrevet af 24. marts 1659 var
som nævnt krigsbegivenhederne 1657-59, men allerede
længe inden havde det københavnske borgerskab, hvis
førere var en række rige og selvbevidste købmænd, rettet
kraftige henvendelser til kongen om at få privilegier, om
at blive stillet lige med adelen. Det truende angreb mod
staden i begyndelsen af august 1658 fik den omgående
virkning, at kongen 10. august afgav et løfte om privi
legier, og de blodige begivenheder i natten mellem 10. og
11. februar 1659, da svenskekongens store stormangreb
blev slået så afgørende tilbage, overbeviste Frederik III