13 / 237
Borgerne under belejringen
11
formaner at fatte mod og mandshjerte, som vi dem tiltror,
og os som deres rette herre og konge udi den yderste nød
indtil den sidste hiodsdråbe mandhafteligen, som oprig
tige og tro undersåtter egner og bør, af al magt og formue
bistår«.
Et var imidlertid at udstede ordrer, et andet var at få
dem udført effektivt. Man havde triste erfaringer i denne
henseende. I februar, da Karl Gustav sidste gang stod på
Sjælland, havde det heller ikke manglet på ordrer og for
anstaltninger, men alle gode hensigter var smuldret håb
løst hen; uenighed, mistro og vankelmod havde hindret
enhver handling, så underkastelsen var blevet eneste ud
vej.
Uoverensstemmelserne mellem stænderne var på ingen
måde ophævede; borgerne følte sig stadig tilsidesatte af
adelen. Kunne uenigheden ophæves af den overhængende
fare? Var man i stand til at glemme gammelt nag og gå
ind alle som en for en fælles sag? Kunne det ikke ske, var
der ikke stort håb om at modstå den beslutsomme Karl
Gustavs angreb.
Det var Københavns borgere, der havde afgørelsen i de
res hænder. Gik de fuldt og helt ind for kampen, var der
chancer for, at den kunne kæmpes med held; lagde de
hænderne i skødet, kunne der ikke udrettes meget med de
fåtallige regulære tropper, som fandtes inden for voldene.
Som allerede antydet fandtes der en gruppe københavn
ske borgere, som nødvendigvis måtte gå ind for den hårde
kamp. Det var statens kreditorer. De københavnske stor
købmænd og statsleverandører havde i sommeren 1658 et
tilgodehavende hos staten på henimod 1 million rigsdaler.3
D isse fordringer kunne ikke forventes godkendt af en sej
rende Karl Gustav, og denne stærkt indflydelsesrige kreds
måtte derfor foretrække kampen og virke først og frem
mest ved at skaffe penge og kreditter. Men kunne de få
det brede borgerskab med?