15 / 237
Borgerne under belejringen
13
Borgerne følte det åbenbart som en stor tillidserklæring
og tillige som en ære, at de var kaldt for kongen og bedt
om råd og dåd. Anders Hjørring kommenterer det således:
»Den som gav kongen dette råd, at han skulle tilbyde bor
gerlige standen om råd, han gjorde viselig og vel. Der er de,
som tør sige: havde Hans Majestæt således spurgt Køben
havns indbyggere til råds om vinteren tilforn, der sven
sken kom ind i Sjælland, havde kongen beholdt sine lande,
og svensken skulle vel intet have roset af, at han var kom
met så nær København. Thi da var her udi byen et krigs
folk, som skulle så gerne gået på svensken med uforsagt
mod som til en dans, da var her og folk udi København,
som ville holdt sig som tro undersåtter. Men da blev de in
tet agtede, så de måtte spørges om råd«.4
Mødet på slottet var det officielle udtryk for enigheden
mellem kongen (med rigsrådet) og borgerskabet, men der
skete også andet. Borgerne har om end ikke ligefrem stil
let betingelser for at gå med til forsvaret, så dog tydeligt
ladet kongen og rigsrådet forstå, at det nu var på høje tid
at lade det blive alvor med en sag, der længe havde ligget
dem på sinde, nemlig med privilegierne.
Privilegierne
Allerede i 1650 var der blevet rørt ved spørgsmålet. Gan
ske vist ikke ved et direkte krav om nye privilegier, men
ved en klage fra borgmestre og råd over, at stadens gamle
privilegier var blevet krænkede ved pålæg om en særlig
afgift til flådens udrustning. Denne klage blev taget yderst
unådigt op, og de to ældste borgmestre måtte møde på
slottet og overfor kongen og statholderen, Korfitz Ulfeldt,
give en undskyldning for tonen i klagen.5
Efter denne dukkert for borgerskabet berørtes spørgs
målet ikke i en årrække; først da der blev nød på færde