16 / 237
1 4
Gunnar Olsen
i vinteren 1657, da Karl Gustav var begyndt på sit glor
værdige tog over bælterne, tog man det op igen. Den 2.
februar 1658 blev to fremtrædende borgere kaldt op på
slottet, og Joachim Gersdorff lovede her, at København
skulle få andre og bedre privilegier, »når Gud giver bedre
tilstand, så I skal have årsag os at takke, og I selv deraf
kan have ære og andre eksempel«. Og en uge senere, efter
at Karl Gustav var kommet Sjælland og København så
meget nærmere, blev løftet gentaget skriftligt.6 Men da
Roskildefreden var sluttet, synes løftet at være gået i
glemmebogen - hos rigsrådet. Men borgerne havde ikke
glemt det.
I maj indsendte borgerskabet et forslag til magistraten
om de privilegier, som kongen havde lovet staden. Forsla
get har 66 underskrifter. Mellem disse er en række af by
ens store købmænd, men toppen mangler dog. Borgmestre
og rådmænd er ikke med, - hvad der måske var naturligt
nok, da det var til dem, forslaget blev stillet -, men man
mangler også folk som Henrik Miiller og Jens Lassen.
Derimod er der blandt underskriverne borgervæbnin
gens fører Frederik Thuresen, Johan Lehn, Steffen von
Essen, Cordt Heinrich Mercker, Albrecht Itzen, W ilhelm
Fuiren, Hans von Meulengracht, Hans Petersen Klein, Le-
onhardt Klowman, Ditmer Bøfke, Carl Rosenmeyer, Her
man Marcher, Hans Knudsen Leegaard og Hans Nansens
søn, Michel Nansen. De fleste af dem var mellem kronens
kreditorer, og de var blandt dem, kronen nødvendigvis
måtte holde sig til, hvis den ville have flere penge, fordi
det var dem, som havde dem.
Tonen i forslaget var skarp efter tidens forhold, selv
om de sædvanlige høflighedsfraser, når kongen nævnes,
ikke var udeladt. De minder først om kongens løfte, og
siger så, at de ikke alene på grund af dette løfte, men også
for deres anliggenders skyld, navnlig af den nu overståede
fejdes følger, erindres, ja fast tvinges til at gå til kongen