14 / 237
12
Gunnar Olsen
For at få klarhed over borgerskabets stilling blev der
indkaldt til møde om formiddagen den 9. august på råd-
stuen ved slottet. Her mødtes rigsrådet med repræsen
tanter for adelen, borgerne, præstestanden og universite
tet. Af borgerskabet var såvel magistraten som en stor del
af de menige borgere mødt. Stænderne forhandlede først
indbyrdes. Hans Nansen, den ældste borgmester, spurgte
borgerne, hvilket svar man skulle give kongen, og der be
rettes, at den første, som tog ordet, var en garver, der
sagde, at det skulle være spot og skam, om man overgav
sig og forlod kongen og staden for svensk trusel, uden en
gang at have set fjenden under øjne; havde man først for
søgt en hård pust, og var man blevet nødt til at give sig,
var man undskyldt. Hans tale fandt bifald, borgerne råbte
i munden på hverandre, at de ville stå det længste, de
kunne; når de ikke kunne længere, var det tids nok at bede
om nåde.
Kort efter kom kongen og rigsrådet ind til borgerne, og
rigshovmesteren holdt en tale for dem; sagerne var nu
kommet så langt, at de måtte forsvare sig som mænd, og
det gjaldt om at vise enighed. Hans Nansen svarede på
borgernes vegne: »Endog det var kommet borgerskabet til
ørene, at dem skulle være tillagt at tilforn i forrige vinter,
da fjenden kom ind i Sjælland, og vi havde sådan et her
ligt tal folk, der lystede og begærede inderligt, de måtte gå
på fjenden, da skulle de være nødt til at gøre fred og give
landene bort, fordi borgerskabet skulle ikke være at lide
på, om der skete noget nederlag på vore folk. Men nu ville
han forsikre Hans Majestæt om borgerskabets troskab, at
de skulle stå og gå, vove gods og liv for Hans Majestæt,
at hver skulle se, hvad hjerte den borgerlige stand i Kø
benhavn havde til deres konge«. Han spurgte derefter bor
gerne, om de ville holde det, han lovede på deres vegne,
og de råbte alle ja, ja.