19 / 237
Borgerne under belejringen
17
så borgerne kunne få deres fordringer betalt enten med
penge, varer, jordegods eller på anden måde. Dette ville
i sig selv være kristeligt og billigt, og kongen ville her
ved ikke alene befordre menighedens gavn og fremtarv i
handel og næring, men også sikre sig fremtidig velvilje
»af os, som stedse er her næst ved hånden, når derom an
modes og forstrækning behøves«. Man foreslår, at for
dringerne betales ved en almindelig landehjælp, da de er
blevet erlagt til kongens og rigets bedste, og det derfor er
rimeligt, at alle undersåtter betaler til det, »og ikke nogle
få alene drage og udstå kan eller bør«.
Borgernes andragende fremkaldte visse spekulationer
hos magistraten. Det kunne ikke afvises, når så mange
fremragende borgere stod bag, og man vovede heller ikke
i erindring om ydmygelsen i 1650 at fremsende det, som
det var. Man foretog derfor en omredaktion, der fjernede
de skarpe udtryk i indledningen, og som i højere grad slog
på borgernes nød og appellerede til kongens velvilje. Selve
privilegieforslaget var også omformet, de reelle krav var
stort set beholdt, men motiveringen var ofte ændret, og
nu og da havde man også firet i det reelle. Ved kravet om,
at alle skulle svare byens tynge, hedder det »undtagende
professorerne, gejstlige og deres enker, graduerede per
soner, så og de kongelige tjenere«.
Forslaget om de 24 eller 30 mænd var bibeholdt, kun var
tallet ændret til 32, og man havde slettet forslaget om, at de
32 mænd kunne sammentræde på eget initiativ, hvorved
deres indflydelse ville blive begrænset betydeligt. Endelig
havde man helt udeladt det mest vidtgående politiske for
slag: at borgmestre og råd skulle have direkte adgang til
kongen.
Hvad de praktiske anordninger angår, fremførte man
derimod hele afsnittet om borgernes fordringer så godt
som uforandret, kun med nogle formelle ændringer, der
måske gjorde det lidt blidere i tonen.
2