17 / 237
Borgerne under belejringen
15
for at få bevilget de følgende poster, »ved hvilke ej alene
henses til nogen føje opretning imod ildstanden tyngsel og
denne stads borgerskabs og menigheds tiltagen og forbed
ring, men formodentlig skal befindes at henstrække sig til
højbemeldte hans kongelige Majestæt og det ganske lands
respekt, tryghed og velstand, eftersom erfaringen selv lært
haver, hvor stor magt det ganske rige om denne stads ind
byggeres formering og forbedring er anliggende«.
Det var ganske åbenbart de sidste linier, man særlig
skulle fæste sig ved. Københavns borgere havde en nøgle
stilling i statens økonomi, og det var samme borgere fuldt
ud klar over.
Kravene var udformet i 15 forslag om nye privilegier
og 5 forslag om gavnlige og gode anordninger.
Kun enkelte af borgernes krav sigtede mod direkte øko
nomiske forbedringer for dem. Det, der først og fremmest
blev forlangt, var, at borgerne skulle opnå ligestilling med
de privilegerede stænder, især med adelen; og dernæst
stillede de krav om politisk indflydelse for byen i almin
delighed og for borgerskabet i særdeleshed.
Et regulært økonomisk krav var det, når der blev for
langt, at København skulle være stapelstad for Sjælland
og Møen, alene med Helsingør som jævnbyrdig; dertil
kom krav om erstatning for de jorder, byen havde afgivet
til befæstningen, krav om Christianshavns inddragelse
under København og frihed for sejladsen på Spanien, der
hidtil havde været monopoliseret.
Økonomisk betydning havde også kravet om fritagelse
for indkvartering af hofsinder, unge adelsmænd ansat ved
hoffet, såvel som af regulære soldater, men navnlig følte
man åbenbart indkvarteringen som en afgjort ubehage
lighed.
I en lang række paragraffer kræves derefter lighed for
alle byens indbyggere, privilegerede som uprivilegerede.
Alle skal svare samme landskatter, alle samme told og