115 / 260
107
»Da
Carstensen
lod Kom itéen i Stikken, maatte den selv
tage Styret. Det va r den ikke udset til, og den manglede E v
nerne, isæ r de artistiske. Men een solid og borgerlig Egenskab
ejede den, Sparsommelighed, og det blev paa den, at Tivolis
Frem tid byggedes op. Nogen anden Redningsplanke fandtes
ikke. Ingen vilde laane T ivoli Penge, og hver Skilling til N y
bygn ing og Forbedring maatte tages ud a f Aarets Indtægt.
Gennem lange og trange A a r med utrolig Sejghed fulgtes det
Maal at betale Gæld, skaffe T a g paa Husene, bygge dem om,
plante Haven til og fylde de tusinde gabende Huller, som Nød
vendighed og voksende K rav havde frembragt. I Aarenes Løb
vandt man Sejr, og det va r ved den filistrøse Smaalighed, man
forhen og med Urette bebrejdede Bestyrelserne, men som var
Led i en konsekven t ført Plan, at man naaede til den Dag,
da et Reservefond kunde grundlægges, og man kunde foretage
en Omskrivning a f de ophobede Regnskabsværdier, der hæ
vede Aktierne fra de oprindelige 50 Kroner til den nuværende
Paripris a f 300. Man havde gjort Skridtet fra Fattigdommens
Land over Grænsen til Guldlandet.
Og med Velstanden voksede de ideelle Krav, saa de kom
paa Højde med de økonom iske, — og man kan rejse Lande
igennem uden at finde Mage til denne Fo lkehave . . . .«