135 / 260
126
ved et Bord udenfor et Skovløberhus, og en Opvartningspige
bringer to Bajere. Orkestret spiller den populære »Hvis Du
kender Kærlighedens Flamme, eller hvis Du ikke kender den«,
men slaar pludselig over i en Uvejrssym foni, da P jerro t med
Cassander triumferende viser sig i Baggrunden. Harlekin og
Columbine flygter skyndsomst, men nede mellem Tilskuerne
raaber nu Student
Hammer
a f sine Lungers fulde Kraft: D en
H e r r e g ik u d e n a t b e t a le ! Publikum bryder ud i voldsom
Jubel. Harlekin opfatter det som en Frem ka ldelse og fører an
standsmæssigt Columbine — Jomfru
Pe tto le tti
— frem foran
Lamperækken , medens Orkesterdirigenten hæ ve r Tak tstokken
til en Touche . . . .
En a f Studenterne fra 1865,
Ferdinand Baud itz,
har i sin
B o g om »Tiden, der svandt« fremdraget en Ræ kke Ungdoms
minder fra Tivoli. De sam ler sig bl. a. om Pantom imeteatret:
V o lkersen s
uimodstaaelige Pjerrot, den allerede aldrende Jfr.
Petto lettis
gratiøse Columbine (i hvilken Rolle ogsaa F ru
O lsen
optraadte) og
H e s s e s
væ vre Harlekin, — og om »Krebsehuset«,
det gode og billige Spisested, som en D ag nedbrændte til stor
Sorg for de mange Stamgæster, der havde lært at sætte Pris
paa dets fortræffelige Hummer og Krebs.
I et a f sine B reve til
K r ieg er
fortæ ller Fru
H eiberg
om
Tivolis Fødselsdag og Fest-Illumination i 1865. Hun tog der
ind sammen med sine tre Adoptivdøtre. Justitiarius i Kriminal-
og Politiretten, E tatsraad
D rew sen
, og en a f hans Sønner led
sagede dem. Fru
Heibergs
B rev er dateret den 17. August 1865.
Hun skildrer en saadan T ivolifest som en helt ny Oplevelse.
Beretningen afsluttes paa en for Brevskriverinden meget k a
rakteristisk Maade.
Og nu skal jeg — skriver F r u
He i b e r g
til sin gode Ven — for
tæ lle Dem en mærkelig Nyhed. I T irsdag s løb Bø rn e n e s Ferie
ud; s amme Dag va r det Tivolis Fødselsdag, en Dag, de r skulde
høitideligholdes med Tusinde og a tter Tu sinde L am p e r s Skin.
Veiret var hen rivende smukt, og jeg ønskede, at Bø rn ene skulde
have Indtrykket af dette natlige Syn. Jeg selv havde hidindtil kun
seet al den Herlighed, hvo rom Bladene hv e rt Aar beretter, i min
Phan ta sie og ofte tænkt: man bu rde dog en Gang see, hvad man
eier i den Retning, og som saa mange F remm e d e høilig be rømm e r.