151 / 260
KUN EN SPILLEMAND -
T
IVO L I’
s
25 Aars-Jubilæum krævede, hvad man nu om
Stunder vilde kalde »et Interview« med
Hans Christian
Lumbye.
Men Krigsraaden va r aabenbart ikke noget godt
Objekt for en Interviewer. En »Feuilletonist«, der ved den L e j
lighed spurgte, om han vilde fortæ lle noget om sit Liv, fik
denne Besked: »Ja, det skulde jeg gærne, men je g har egentlig
aldrig oplevet noget rigtigt. A lt er saadan gaaet a f sig selv,
som det bedst kunde. Jeg har lavet Danse, og je g har ført an,
o g
ja det er i Grunden alt, hvad der er at fortælle.«
Det va r ikke et Ud tryk for mere eller mindre forloren B e
skedenhed. Det va r et genialt Naturbarns Tale. Der va r ikke
noget at gøre Væsen af. Alt va r ligesom kommet a f sig selv,
hele den store Rigdom a f Melodier, der skabte ham Tilnavnet
»den nordiske Strauss«. De, der kaldte ham saaledes, mente
kun godt dermed. Men
Lum by e
trængte ikke til Glansen fra
anden Mands Navn, hvor stort og glimrende det end var. Han
va r selv Mesteren. Som den anden Hans Christian, Skom ager
sønnen fra Odense — den B y , fra hvilken ogsaa h a n havde
Barndomsminder — udgik han fra et saare beskedent Hjem
og vandt R y en Verden over. Han kunde, uden at sige for
meget, have svaret Feuilletonisten med den anden Hans Chri
stians Ord: »Mit L iv er et smukt Even tyr, saa rigt og ly k
saligt«, — og han kunde have givet Manden Stof til mere end