43 / 165
K Ø B E N H A V N M E D V O L D E N E M. M.
ligesom i FrederikVI’s Dage, Vibenshus det gjaldt;
derpaa kom Husarerne, ligeledes i Firspring, In
fanteri og Garden i Stormkolonner, dannende Ka-
réer og formerende Skyttekæder, og endelig, som
noget aldeles uventet af Tilskuerne, Nestved Dra
goner, der dette Aar deltog i Konge-Revuen her i
København. De holdt, skjult bag Johannes-Kir-
ken og kom, som en Stormvind, flyvende hen over
Fælleden; man fik det Indtryk, at et saadant An
greb maatte være uimodstaaeligt; endelig var Vi
benshus indtaget og Tropper og Tilskuere drog
hjem med et festligt Indtryk af dette imponerende
Skuespil.
En Sommer-Eftermiddag, som jeg sad og ar-
beidede i Kontoret paa Blinde-Institutet, raabte en
af Lærerne ind til mig fra Haven: H. C. Andersen
er død! Han boede paa Rolighed ved Kalkbrænde
riet, hos Melchiors; det var en underlig Tanke,
ikke mere at skulde møde hans Skikkelse paa Ga
den, som næsten ethvert Barn kendte. Andersen
satte Pris paa at blive hilst, og der var mange, og-
saa Børn, som hilste ham.
En anden Sommerdag, jeg arbeidede, hørte jeg
Raab og Støi; jeg gik ud i Haven for at faa at
vide, hvad det var, og saa da, at en rasende Tyr
galoperede op og ned ad Kastelsveien; tilsidst
faldt den lidt til Ro paa den store Græsmark, der
var mellem Blinde-Institutet og Langelinies yder
ste Terræn; der havde samlet sig en Mængde Til
skuere, og en
3—4
Mand forsøgte at fange den
med Tove, men bar sig saa keitede ad, at Tyren
42