74 / 165
L. M O L T K E, F. H, E I B E , A. C. F. F L I N C H
tener, jeg nød i Selskab med hans yngste Søn, Vig
go Flinch, som var et P a r Aar yngre end jeg ;
Viggo var musikalsk begavet og blev uddannet af
dygtige Lærere deriblandt N. W. Gade; til at be
gynde med, li'gesom for at lodde hans musikalske
Evner, havde Faderen ladet ham, som Barn, lære
Guitarspil; dette kom nu mig overordentlig tilgode,
idet det morede Viggo selv at lære mig, hvad der
havde dæmret i mig fra lille Dreng, naar jeg hørte
og lærte alle de smukke gammeldags Sange, som
min Fader med sin kønne Sangstemme foredrog til
Guitarakompagnement.
Saaledes gik Vinteraftenerne herligt, n a a r vi to
unge Mennesker, lige begeistrede fo r Musikken,
sad i Værelset, halvt Atelier og halvt Kontor; det
var os Alle som kendte Viggo Flinch, en Sorg at
erfare, at dette haabefulde, gode Menneske paa
en Studiereise til Dresden blev syg af Lungesvind
sot og lige naaede hjem for a t dø, neppe 25 Aar
gammel.
Allerede mens jeg endnu var hos Eibe, havde
Rudolf Schmidt, som vidste endeel om min ube
tvingelige Lyst til at blive Kunstner, talt til sin
Ven, Filip Weilbach, Akademiets senere Sekretær,
om mig, og denne formaaede Maleren Julius Ex-
ner til at give mig Undervisning i Tegning; dette
skete ved, at jeg om Sommermorgenerne gik op
paa Akademiet og der tegnede efter Gibs, indtil
jeg Kl. 8 skulde være i Bogladen. Naar da Exner,
som gik i Bad p aa Kalkbrænderiet, gik tilbage til
Byen, kom han op og korrigerede min Tegning.
73