69 / 165
L. M O L T K E , F. H. E I B E , A. C. F. F L I N C H
Ellers gik Aarene og Dagene saa ens; en herlig
og oplivende Begivenhed blev det, naar Fru Molt-
ke af sit kærlige gode Hjerte sendte mig, i en sir
lig sammenlagt Billet, Indbydelse til at benytte
hendes P lads i Teatret, og jeg har seet ikke saa
faa gode Komedier paa denne Maade, skønt det
holdt haardt at faa Eibe til at give Tilladelse, det
var Tidsspilde, som han ikke engang undte sig
selv; men et godt Middagsselskab hos sine Svogre
og andre gode Venner, det livede ham svært op;
naar han klædte sig om i Kontoret, for der v a r
ikke Tid til at gaa hjem, var det mærkeligt at se
den Forvandling, der foregik med ham; Eibe var *
en statelig Skikkelse, høi, bredskuldret, og de sorte
Klæder gav ham ligefrem et fornemt Udseende;
saa blev han munter og glad, og jeg er vis paa, at
den Dame, der fik ham til Bordkavalleer, har ikke
været utilfreds.
Naa, men da min Læretid var udløben, var jeg
ked af det, trods at man i Boghandlerverdenen
kaldte mig for »Eibes høire Haand«, og da den
unge Mand, som Xylograf Flinch havde som Med
hjælper, tog fra ham, indtog jeg hans Plads, fordi
jeg længtes efter et kunstnerisk Arbeide; jeg havde
fra mine Forældre arvet baade Evner og bræn
dende Interesse for alt, hvad der hedder Kunst, og
skønt Eibe sagde i den skriftlige Anbefaling, jeg
modtog ved min Bortgang, at jeg forlod ham som
»en i alle Grene af Boghandelen vel instrueret
Kommis«, kunde det dog ikke forandre min Be
slutning.
68