68 / 165
L. M O L T K E , F. H. E I B E, A. C. E. F L I N C H
glipper Bergsøes Hukommelse, men han slutter saa
smukt) »da jeg fulgte (til Graven) den smukke,
kærlige Dreng, tænkte jeg med Smerte paa, at han
mulig kunde have levet endnu, hvis jeg havde
hørt hans indstændige Bønner om at ledsage ham«.
Det blev en dyb og smertefuld Sorg for For
ældrene og Søsteren, han var, som der staar paa
hans Grav: Forældres og Søsters Haab og Glæde.
For mig blev det ogsaa en Sorg og et Savn, da
Andreas altid var god og kærlig imod mig, og
det rørte mig meget, at Fru Moltke med Taarer gav
mig hans Uhr, som vistnok havde været ham en
kær Eiendel. Jeg kan forstaa, at Bergsøe, som
ung Student, har været en fortrinlig Lærer og Le
der for unge Mennesker, med sin egen varme paa-
gaaende Interesse for Naturens Vidundere.
Eibes havde dengang to Børn, Rasmus og Ag
nete, og de sluttede sig snart til mig; Eibe, som
om Sommeren boede paa Landet og i
1856
i Ved
bæk, gav mig en lille Ferie fra Torsdag til Man
dag; jeg tumlede mig af Hjertens Lyst med de
venlige Børn i det smukke »Eenrum Have« og paa
Frydenlund hos Frk. Rieffesthal.
Fru Eibe var en statelig og venlig Dame, som
vist havde stor Godhed for mig, og jeg var hende
hengiven med Liv og Sjæl, hvor jeg kunde være
til Nytte, hvad der især kom frem, naar Eibe, som
af og til hændte, var syg; han skaanede sig saa
lidt selv, at han ofte forsømte Maaltiderne og der*
nødvendigste Hvile, hvilket vistnok bidrog stærkt
til at forkorte hans Dage.
6 7