86 / 165
D E N D O B B E L T E K V A R T E T .
—
O D E O N
og jeg husker, at da de Kongelige skulde køre
bort, faldt en af de smaa Storfyrster paa Stenbroen,
idet han vilde løbe fra sit Opsyn hen til Ekvipager-*
ne; men skønt han vist slog sig, reiste han sig hur
tigt og løb videre; det fortæller, at en Storfyrste
er ogsaa kun af Kød og Blod.
Et af de smukkeste Minder for Odeon, blev dog,
da Foreningen sang for de keiserlige og kongelige
Herskaber paa Fredensborg; dette gik saaledes til:
Odeon havde Skovtur til Fredensborg og sang
sine friske og freidige Sange i Slotsparken; som
Sangen lød nede ved Esromsøens Skibsbro, kom
Kong Christian forbi, standsede, hilste paa Diri
genten, Kapelmusikus Axel Guldbrandsen og ytre
de Ønsket om, at Odeon vilde synge for Herska
berne en Aften, som nærmere skulde blive bestemt.
Det var, om jeg husker ret, et Aar, hvor Keiser
familien paa Grund af Sygdom blandt de keiser
lige Børn, opholdt sig her ved Hoffet i længere
Tid, og Keiseren, som Kongen ytrede, interesserede
sig meget for Korsang; der kom altsaa en Dag An
modning om, at Odeon, befordret af et Extratog,
kom til Fredensborg og her, i Følge med sit Æ re s
medlem, Kammersanger Simonsen, tog de Opstil
ling i Havesalen, hvor lidt efter Herskaberne ind
fandt sig. Nu foredroges en Række af de smukke
Sange, som under Odeons dygtige Dirigent altid
gaar med Liv og Præsition; Simonsen sang Solo
sange, Sof i ro, og, paa de høie Tilhøreres Ønske,
Andersens og Rungs deilige Romance Gurre; saa,
efter denne vellykkede Optræden, som sent vil
85