139 / 221
ØBENHAVNS nye Rådhus blev bygget i en tid, der i
smagsmæssig henseende var famlende og usikker. Tiden
forud havde gennem et halvt hundrede år været en smags
mæssigt dekadent periode. Kunstens tidligere så blomst
rende enge var blevet pløjede op af en ny tids maskinplov. På veje,
hvor tidligere herrer og svende havde redet deres egen hest eller
kørt deres individuelle kørsel til arbejde som til fest, dér kom nu
lokomotivet farende ad snorlige jernvejsskinner. Hurtigere og hur
tigere skulle det hele gå. Dampen kom i energiens sted. Det meka
niske snilde udslettede initiativet hos den store flok, der ikke mere
fik lov til at føle sig som enkeltpersoner, de hørte nu til blandt mas
serne.«
I sin lille erindringsbog »Minder og Maal« fra 1929 skriver Jens
Møller-Jensen (1869-1948) om, hvor glad hans ellers hidsige og
strenge mester i Silkeborg sang, når han med palet og malerstok i
dekoratøren Hilkers stil malede blomster og fugle på tidens dør
fyldninger.
Da Møller-Jensen i 1888 tager til København, får han job som
malersvend på Martin Nyrops udstillingsbygning ved Tivoli, netop
hvor det nye rådhus senere skyder i vejret. Og hvor han kom til at
arbejde direkte sammen med bygmesteren som dekoratør.
»I en tid, hvor tør kopiering og imitation af stil og materiale blev
regnet for håndværkets højeste ydelse, var det arkitekten professor
Martin Nyrops store fortjeneste, at han kunne tro på kunst i hånd
værket og på kunstnerne og håndværkerne i een person. Netop
herved blev Martin Nyrop en banebrydende fører for bygnings
kunsten i Norden.
Hans levende forståelse for værdien i arbejdsprægets og materia
lets ægte karakter gav ham en så trofast kærlighed til alt, hvad der
udmærkede håndværket i dettes bedste perioder, at han selv villigt
141