142 / 221
i landet ved opførelsen af banker, kirker og kreditforeninger, med
både møbler og dekorationer. Han mindes i den sammenhæng med
taknemmelighed sine samarbejdspartnere:
»Den bedste selskabelighed mellem mænd er den, hvor man
mødes for at drøfte fælles ideelle interesser. Det er i øvrigt min
kones kloge udtalelse, hun har jo været værtinde for alle de møder,
som har været afholdt i vort hjem.«
Det pædagogiske aspekt i kunsthåndværket lå ham stærkt på sinde.
Han udgav tegneforskrifter, oprettede skole og var med i kredsen
om tidsskriftet Skønvirke, 1914-27.
Skønvirke var en noget forsinket dansk udgave af udenlandsk
jugend, inspireret af Th. Bindesbølls århundredskifte-ornamenter
og Georg Jensens sølvarbejder. I sine to sidste år stødte tidsskriftet
sammen med Kritisk Revy, der udkom 1926-28.
Her var det kredsen omkring arkitekten og lampedesigneren Poul
Henningsen, der satte tonen, og den var funktionalistisk. Til videoen
»Hvilen ligger i Rytmen« (AdW,1994) om PH som kunstner, fortalte
Jens Møller-Jensens søn Viggo, arkitekt og professor, om sin rolle i
et afgørende møde mellem Henningsen og faderen i 1936:
»Jeg blev PH ’s tegner, fordi jeg egentlig skulle have tegnet et nyt
hus på en del af min fars grund ved Brogårdsvej i Gentofte. Han
havde selv tegnet familiens bolig i sin tid, hyggeligt møbleret og
med hvidskurede gulve, men nu ville han sælge noget af grunden
fra på en skrænt ud mod søen. Så der blev sat et skilt op nede ved
vejen: G rund til Salg, ark. Viggo Møller-Jensen og så et telefon
nummer, Nora et eller andet...
Og den første der ringede:
‘Jææ
deet er Poul Hæææningsen!’
- og jeg, jeg blev glad simpelthen. Jeg kendte ham ikke personligt,
men for unge arkitekter var PH lyspunktet med Kritisk Revy og så
videre.
Min gamle far var derimod lidt tilbageholdende. Han var ikke
meget for at sælge til Poul Henningsen, som på tryk havde kaldt
ham en teaterbonde med sølvknapper i trøjen. Hans hele holdning
til kunsthåndværket var jo meget anderledes end PH ’s med lamper
og stålrør og moderne stole.
144