145 / 221
På sin vis er det et mærkværdigt eller overflødigt spørgsmål, fordi
Rådhuset fungerer endnu som nutidig og historisk ramme om dele
af bystyret. Og det fortæller levende en historie om byen, og om
synet på kunst og kultur omkring skiftet mellem 1800 og 1900.
På den anden side kan man også ind imellem opleve en klaustro
fobisk følelse af raritetskabinet, på vej rundt i huset. En stemning
af tysk værtshus, bægerklang og joviale bjælkesentenser, en kættersk
fornemmelse af snurrepiberi i dekorationsopbuddet. Så bliver por
trætbusterne af kendte mænd til havenisser i overstørrelse, og de
omhyggelige dekorationer til blyindfattet ratskeller-kitsch.
Måske har det at gøre med Martin Nyrops stædige hånd på alle
æstetiske valg. Hans pittorerske bygningsdetaljer, hans eget design
af lamper og håndtag, og hans valg af billedkunstnere til vægge og
hjørner, gesimser og portrelieffer. Motivmæssigt og med omtanke
styret af symbolske, ja nærmest vejledende piktografiske ideer.
Det hensynsløse forhold mellem ornamental drift og monumental
stræben, som arkitekten Th. Bindesbøll gennemfører i sine få huse
og omfattende keramiske arbejder, er hos Nyrop begrænset til et
samspil på den mådeholdne arkitekturs betingelser. Lige meget
hvor ekstravagant Rådhusets helhed kan tage sig ud, er det en i
bedste forstand fornuftig brugskunst, der sætter dagsordenen, ikke
en eksistentielt udfordrende kunst.
Det afspejler sig også i Nyrops valg af kunstnere. Thorvald
Bindesbøll var tilsyneladende ikke inviteret til at male krøller på
væggene, men er forvist til udendørs springvand i samarbejde med
Joachim Skovgaard. Anders Bundgaard er valgt frem for Rudolf
Tegner, og den provinsielle Karl Hansen-Reistrup i stedet for
verdensmanden J.F. Willumsen, som ellers mestrede både arkitektur,
monumentale billedformater og farvestrålende keramik. Tænk på
hans livsværk Det store Relief, som blev udkastet allerede i
1890’erne. Et tilsvarende arbejde ville have blæst mange mindre
ånder omkuld i Rådhus-gruppen, og det har Nyrop formentlig
Personalekantinen nede i kælderen på Københavns Rådhus var egentlig tænkt som
offentlig rathauskeller. Så der er nisser og drueklaser i granit på vej ned ad den blænde
de trappe fra Rådhuspladsen, som aldrig er blevet brugt a f sultne gæster udefra. T il gen
gæld har de ansatte på Rådhuset en stilsikker kantine med dekorerede hvælv.
147