vidst, eller slet ikke forestillet sig som en udfordring, så godt som
han selv havde fat om skitseblyanten og dirigentstokken.
Københavns Rådhus er, som fremhævet her i bogen, et både
sympatisk, flot og fornuftigt hus. Men Nyrop vidste godt selv, hvor
problemet lå, når han, her citeret efter Lise Funders Nyrop-bog fra
1979, i et brev til Francis Beckett, forfatteren af den store rådhusbog
fra 1908, forlods reagerer på et læst afsnit i manuskriptet om byg
ningens dekorative enkeltheder:
»Er det ikke at gøre for meget ud af bagateller. Og vil det ikke
bidrage noget til at styrke den mening, at disse 'påfund’ og 'morsom
heder’ har været det væsentlige for mig og er det, som giver byg
ningen dens værd, skønt det måske snarere vil være dem, der vil
bringe folk til at finde den triviel.«
148