62 / 221
Samarbejde i nutidig forstand mellem arkitekt og ingeniør fore
kom kun sjældent. Der var endnu tale om to skarpt adskilte discipli
ner. Særlig radikalt kom det til udtryk i arkitekturkritikeren John
Ruskins reaktion på herregårdsgartneren Joseph Paxtons berømte
glas- og støbejernsbygning til Den store Udstilling i London,
Crystal Palace 1851. Var det virkelig svaret på århundreders arki
tektoniske stræben, spurgte Ruskin - et drivhus!
Herhjemme provokerede Vilhelm Wanscher den anden vej, da
han en aften omkring 1920, til tangomusik og i løftet stemning,
pegede op på billedhuggeren Kaj Nielsens ateliervindue og prokla
merede, at sådan et jernvindue ville ingen af de tilstedeværende
moderne arkitekter turde bruge i et boligbyggeri.
Det kom de til. Men Martin Nyrop var allerede tyve-tredive år
tidligere vågen over for moderne muligheder, også når det gjaldt
varme, ventilation og teknik. Varmecentralen Kedelhuset blev byg
get længere henne ad Vester Voldgade med egen skorsten, og
damprørene ført frem og retur i en tunnel under jorden til
Rådhusets kælder, der fungerede som ét stort udvekslingskammer
med friskluftbrønde og befugtningsanlæg.
Luftvarmen blev ført op gennem kanaler i murværket, og venti
lations-systemet havde udluftning i tagets karakteristiske tindemure
over kippen. Sådan fungerer systemet i princippet den dag i dag,
nu blot med damp fra Københavns Energi.
Rådhushallen i København har to hovedfunktioner - at være dagligt
fordelingsrum for en del af trafikken rundt i huset, og at være
offentlig festsal ved større begivenheder, end den egentlige festsal
kan rumme. Det er formentlig en del af forklaringen på rummets
ejendommelige blandede fremtræden.
På én gang kan hallen under sit glastag opfattes som et middel
alderligt torv, og som den indvendige gård i et italiensk renæssan
cepalads.
Mellem lagene af glastage over Rådhushallen. Trisseværkerne styrer de hvide gardiner
under loftsglasset.
64