Ser man rummet som en plads, er balkonerne på første sal og bue
gangene på anden at aflæse som altaner eller balkoner i de omgi
vende tilknappede bygninger. Skifter man optik og leger, at man
befinder sig i en fornem palægård, forekommer det omvendt under
ligt, at buegangene ikke danner loggiaer rundt i stueetagen.
Der er med andre ord tale om en meget fri historistisk fortolk
ning eller sammenstilling af de forbilleder, der måtte ligge til grund
for hallens udformning.
Martin Nyrop foretog som nævnt en europæisk dannelsesrejse i
starten af 1880'erne og besøgte herunder en række italienske byer.
Når det gælder inspirationen til buer og balkoner i den indvendige
hal, nævner han selv Theoderiks Palads, Ravenna, og St. Zeno i
Verona. Men også Firenzes paladser optræder i skitsebøgerne fra
den lange arkitektoniske tour de force.
I sin store bog om Københavns Raadhus bemærker Francis
Beckett i 1908 Nyrops anvendelse af kridt-og kalksten som mar
kante striber mellem de lyse- og mørkerøde teglstenslag. Beckett
opfatter det som en bestræbelse på at blødgøre væggens karakter i
rummet.
Ovenlyset i Rådhushallen siler, skriver han, lysegrønt filtreret
gennem to lag glas ned på de bærende vægge. Ud over praktisk
dagsbelysning bliver resultatet, kunne man også sige, en slags
undersøisk Atlantis, lyslevende midt i Kongens nye og moderne
København.
Lyset som naturkraft er moderne motiv i samtidens symbolisti
ske billedkunst, både som mystisk og som hygiejnisk kraft. Som når
billedhuggeren Rudolf Tegner i sin kolossale hyldest til lægen Niels
Finsen, 1905, lader sin store figurgruppe »Mod Lyset« dreje opad
og bade sig i helsebringende stråler.
På et uoverdækket bytorv er det tårne og kirkekupler, der i al
slags vejr trækker forbindelsen fra det dagligdags til det helligdags,
fra jordeliv til himmelsk fryd. Men i det overdækkede rum, Råd
hushallen fra o. 1900, kan det indrammede ovenlys aflæses som
besværgende anråbelse af højere kraft.
Bagbygningens panoptikonrum har også moderne glastag over det vikingeagtige Valhalla.
67