230 / 425
222
Der, hvor T y c h o B r a h e neden
Om men ikke hjem, i P r a g ,
Forhen gik, man saa forleden
Ret en Tycho Brahes Dag.
T y s k l a n d s ædle Sønner der
Blev forfulgt med Ild og Sværd!
Det var nu de tyske Russer,
Hvorom ondskabsfuldt er sagt,
De i deres bedste Puds er
Burscher i Studenterdragt,
Sammen kom de til en Svir,
Hvor der vanked’ Lagerbier.
Da de havde vædet Tungen,
Gjenlød i den hele E g n :
• Schleswigholstein, meerumschlungen!»
Og som Tilgift «Wacht am Rein»,
Man
besang den tyske Rets
Skjønne Sejr ved K ø n i g s g r a t z .
G z e c k e r n e , som slet kun skjønner
Paa, hvad godt og skjønt og stort
Der af Tysklands ædle Sønner
Dem i deres Liv er gjort,
Sa’e paa czeckisk, fnid af Had:
«Nu skal I ha’e jeres varme Mad!»
Li’esom her i Landet S e c h e r
Overfaldet blev af S k e e l ,
Saadan de brutale Czecker
Gav «der Greises» Børn Kanel;
Ja , trods B i s m a r c k s Folkeret,
Gav de dem paa Hovedet.
Som den svundne Tids Vandaler
Rased’ bagved Romas Mur,
Gjorde C z e c k e r n e Skandaler
Mod G e r m a n e r n e s Kultur:
Paa hver «sittlich» Musasøn
Pranged’ Ryggen gul og grøn.
Grum og hjerteløs og fræk er
Uden Tvivl fra Top til Taa
Mod de Tyske hver en Czecker,
Siden sligt de ånde paa,
— Dog det flydte 0 1 og Blod
Kræver mer end Mandebod.
T y s k l a n d til Revanche trænger
For de slagne Ulivssaar,
Over B ø h m e n s Hoved hænger
Sværdet alt i trende H aar:
Hævnes bør den voldte Men
Og de brndte Stoleben.
^ e g f e i t i m g
für
bie ttadj 6openf)agen reifen werben wollen.
(ftortgefe&t).
Seftcrtljor.
3 n Sopenljagen finbet man feine £f)oren mefir,
aber bie ©teilen, wo fte geftanben Ijaben, werben borf)
immer £Ijoren genannt gleidj wie bie SSrücfen, weldje
aucfj feine Srücfen ftttb. !gm alten feiten w ar SBefter*
tljor burdj feine uieie ^ oreaboren , bie ba mit bie uom
ÜTrommelfaale au§bredjenben Stieren oiele blutige Kampfe
beftanben, berühmt. Slber wo ift nun ber £rommelfaal
unb ber Stfjoriljal, wo biefe m u tig e ©öljne besi alten
£l)ore3 nacb errungenen ©iegeä bie fdjäumenbe 93ed)er
leerten! »Der 3 a §n ber $eit, welker fein $ojobont
bebürfet, um ftdj frifdj unb fc^arf wie bie gäljne j,e§
üielfreöfenbeS » t a u b e r ju erhalten, |a t audj biefe eljr*
Vextende Themaer.
P aa „Øresund",
I I .
Qraat i Oraat.
Man gned sine Øjne om Bord paa
•Øresund«, for man havde sovet til
Middag om Bord paa «Øresund*. Man
havde lagt sig til at sove paa højre
Side og var vaagnet op paa venstre,
eller man havde lagt sig til at sove
paa Ryggen og var vaagnet op paa
Maven, derfor var man fortumlet, der
for gned man sine Øine om Bord paa
•Øresund*.
Formiddagen havde været anstrængt
i Byen, man var løben omkring fra det
ene Mæglerkontor til det andet, havde
jobbet paa Børsen og derpaa bastet til
Dampskibet
Saa havde man lagt sig
i en Køje, og Søvnen havde faaet Bugt
med En, og Skibet gled frem og man
drømte sig i Kejebugt.
Paa det mellemste Dæk var der et
Mylr af disse Udvandrere til Taarbæk.
Nogle sade paa omvendte Kister og
saa kisteglade ud, igjen Andre sade
paa store Ruller af Tovværk og saa
tovelige ud, og atter Andre stode op
og misundte igjen atter Andre for den
Plads, de havde faaet paa Kassen.
Men hvor man saa hen, var det
den samme Type.
Senestærke Mænd
med store, krogede Næser og ravne
sorte, krøllede Ha a r; krogede Kvinder
med ravnesorte, senestærke Næser og
krøllede, store H aar; og ravnesorte
Børn med store, krøllede Næser og
senestærke, krogede Haar.
Men Et
havde alle disse Skikkelser tilfælles,
der var noget usigeligt Plat ved Enhver
af dem — det var Fødderne.
Je g talte til min Ven, Taarbæks-
manden, om den ringe Plads, der var
her om Bord.
«Tal ikke derom, min
unge, begavede Ven,»
svarede han,
»mange Familier faa sandelig ikke
større Plads, naar de komme derud.»
•Hvorledes,» spurgte jeg, »have de
ikke større Plads i Taarbæk?»
• Nej, min unge, aandrige Herre,»
sagde han, »jeg kjender Huse, hvor
Soveværelset ikke er større end, at Ved
kommende hver Aften maa lukke Vin
duet op for at kunne lægge sit trætte
Hovede til Hvile paa Blomsterhylden
udenfor og hvor der ikke er saa højt
til Loftet, at man kan brænde et helt
Stearinlys, selv om man vil stille Stagen
paa Gulvet; ikke at tale om de mang
foldige Steder, hvor Tjenestepigen maa
ligge i Køkkenet med Fødderne i Asken
og Hovedet i Vasken.»
• Er det paa den Maade, at saa
Mange gaa i Vasken derude?» hen
kastede jeg.
»De har Esprit,» bemærkede han
først nu.
V i gik videre. Hvor vi kom frem ,
var der Grupper, Bunker, Masser
af
Mennesker.
Je g blev opmærksom paa
en Gruppe unge Piger; der stod de,
klædte i de moderne, stramme Kjoler,
tæt klinede op ad hinanden.
»De har det noget snævert,• sagd e
J’eg- „
»De Fleste kunne ikke en Gang
sidde ned,» svarede han.
Lidt efter fik jeg fat i Lægen og
spurgte ham, om der egenlig ikke var
overfyldt? . . . Om Hverdagen aldrig !
. . . Men om Søndagen m aaske? . . .
Det kunde ofte se saadan ud , men
hvert Skib maatte efter Politiets Be
stemmelse kun medtage et vist Antal
Passagerer. . . . Passagererne bleve alt-
saa ta lte ?. . . Aldrig! Det vilde være et
Indgreb i vore Rettigheder som fri©
Borgere, og hvorfor skulde man des
uden gjøre sig den Ulejlighed? Endnu
var der ingen Ulykke sket, og man
byggede ikke her til Lands Skibe, som
vare beregnede paa, at der kunde ske
et Ulykkestilfælde. . . . Men stoppede
man da virkelig Skibet saa fuldt af
Passagerer, som man kunde? Der kunde
jo dog arrivere Noget! . . . »Ja, en lille
Forstoppelse, det Uder vi saa tidt af,»
svarede Lægen smilende.