235 / 425
227
Ho is tein, kjedelige i Omgang var baade han og de
andre Udtraadte.
De smaa Sorte havde ogsaa gjort
Visit, fortalt om
Z ola og Brandes,
fortalt om
Martyrglorier og tyranniske Ministre, lutter Røver
historier fra dereses eget Blad; det var nyt og interes
sant første Gang, men senere vidste
Holstein, at
de gjentoge sig, at det altid var det samme, og selv
cm det er godt fundet paa, bliver det kjedeligt i
Længden. De var kjedelige og alt var kjedeligt! Ingen
var til Omgang, hver en var fad og flov.
„Verden duer ikke!“ sagde han, „Vrøvl det hele!“
Ho l s t e j n var, hvad man kalder blaseret, og det
havde bestemt gjort ham interessant for
Morgen-
gnavet, havde det vidst det, men det saa kun op
til Chr es t en,
og nu var han kommen hen i Torden
skjoldsgade til det.
Fol ket i nge t var opløst og Agurketiden begyndt.
„Hvad siger I om det Hanegal,“ sagde
Chresten
til Skolelærerne og Seminaristerne, medens de tyggede
Estrups Tale i sig. „Det var noget raat, Elegancen
manglede.“
Og
Skolelærerne og Seminaristerne toge hinanden
i Haanden, dansede rundt om Møddingen og sang
Eja!
Chr e s t e n kom med Ryttertrin.
„Demokratisk Organ!“ sagde han til
Mo r g e n -
gnavet, og i det ene Ord fornam det hele hans
udstrakte Halvdannelse og glemte., at han aad det helt
op.
„Salig Død!“
Og
Skolelærerne
kom
og Seminaristerne
kom, og
siaar den ene løber, saa løber den anden efter, og de
sang
og
de galede og de saa paa
Chrest en,
de vare
stolte af ham, han var af deres Årt.
„Folke-Liv o g Fr i he ds - Li vP
galede han.
„Ålle Seminarister bliver strax til Skolelærere, naar jeg
siger det oppe i Folke-Tinget.“
Og Skolelærere og Seminarister galede bag efter.
Og Chresten forkyndte en stor Nyhed:
„E
q
Degn kan lægge et Æg! og véd I, hvad der kan ligge
i et
folkeligt, evropæisk Degneæg? Der ligger
Parla
mentarismen!
Synet af den kan ingen Højremand
udholde, det véd Ministrene, og nu véd I det med, véd,
hvad der bor i mig! véd, hvad jeg er for en ægte
folkelig Degn!“
Og
saa pudsede Ch
resten Brillerne, rettede paa
Halsbindet ogv
galede igjen.
Det gøs i alle Skole
lærerne og i
alle de smaa Seminarister, men
d8
vare
frygtelig stolte
af, at en af deres var en saadan aller-
folketings
Earl, 'de sang og de skvaldrede, saa
Hol-
s t e i n maafcte
høre det; han herte det, men han rørte
sig
ikke derved. „Vrøvl det hele!“ sagde det indeni
ham, „Chresten Berg lægger aldrig
Æg,
og jeg gider
ikke!
vilde
jeg, kunde jeg nok lægge et Vindæg! men
Verden er ikke
en
Gang et Vindæg værd! Bavl det hele!
— Nu
gider
jeg
ikke
en Gang sidde.“
Og saa knak
Vejrhanen af, men den slog ikke
Gaard hanen flad, skjønt „det var det beregnet paaP
sagde de Radikale; og hvad siger
Punch?
„Det er dog bedre at gale end at være blaseret
og knække af!“
Chevaliers sauveteurs.
D
en findes rundt omkring paa hele Jorden
— I Himlen sagtens næppe, ter man vædde
En udbredt, yderst driftig Ridderorden,
Hvis Virksomhed bestaar kun i at »redde*.
Saa godt som altid eie de paa Færde
Med deres alenlange Overhalinger
A f prangende Plakater, fuld’ af Sværte,
Der figurere skal som Anbefalinger.
De hores, selv naar det i Natten tyst er,
De overdøyer selv paa Gefions O B e r g .
Mod Mor- og Farsot, Fregner eller Knyster
De Midler har; selv Gigt kurerer H o e b e r g !
Kora alle ti Ægyptens Landeplager,
En Redningsenge! var der strax ved Haanden,
Som har af Redningsmidler nok paa Lager,
Der øjeblikkelig os frier af Vaanden.
Hvert Folkeslag bli’er Ridderskabets Skyldner,
Det hædres selv langt borte i det Fjerne,
Hvad man kan se deraf, at Man n s fe Id - B u l ln er
Har kunnet ‘ redde* den rumænske Stjerne5
Han reddet har saa mange Individer
Alt med sin Elixir fra Livets Kvaler,
At det dog endelig var paa de Tider
Han Stjernen fik, før Bramas Stjerne daler.
Hvor mange Stjerner Redningvæsnets Riddere
Har reddet mellem Aar og Dag, kan ej man
Bestemme; thi blandt Ordnernes Besiddere
Er mange saa fortjente Mænd som H e y m a n n ,
Han redded’ sig en Stjerne, og han fik den
For den Fortjeneste, han har af Oliet,
Den lyste for hans Aasyn, og saa gik den
For den Fortjeneste, han har paa Sølvet.
Man sin Fortjeneste bør ikke grave
1 Jorden ned, nej, heller ud af Stjernerne,
Og man skal Jøden gi’e, hvad han vil have,
Saa »redder* han nok, hvad han kalder Kjernerne.
— — Som sagt, her er en virksom Ridderorden,
Som flittig »reddet* har, b vad «¡reddes* kunde,
Og her er altid Virkekredse for den,
Saa længe Jorden ikke gaar til Grunde.
Men naar Kometen Øxen nær ved Roden
Faar legt, og alle Folk forsarnles hylende,
Saa skal vi se, om ej de redder Kloden,
Saa redder de dog i det mindste Sylene,