238 / 425
250
Far Slaget
irómpeteme skingrer i Venstres Lejr
Og varsler et blodigt Stevne;
Det gjælder for Venstre at vinde en Sejr,
Hvorved det sin Vandgang kan hævne
Og vise sin medfødte Evne
Til atter med Glans at slaa — Revne.
Først ser man Hr. B e r g paa den høje H est;
Han vil kæmpe med aaben Pande;
Han svinger et drabeligt Manifest,
Mod
hvilket ingen kan stande
I alle hans Riger og Lande,
Derpaa kan rolig man bande.
J e p p e T a n g alt sliber sin gode Skræp
Under Friheds- og Hjærte-Træerne;
Det svinge han vil som i Hjulet en Kjæp ;
Ved hans Side staar Makba-æbæerne,
Som ej taaler at trædes paa Tæerne,
Men som nok bringer Højre paa Knæerne.
H ø r u p alt fører saa hvas en Pen,
Den sprutter af giftige »Ledere» ;
Med ham gaar den faste Brandstok i Spænd
Og gjør Højre Helvedet hedere;
Deres MuDdlær end andres er bredere,
De har Næser som Libanons Cedere.
Og i Følge med denne glubende Trop
Kommer S e c h e r med Martyrglorien.
Med en Fortidsbetragtning disker han op,
Skjont man tror ei ret mange Ord i’en,
For den hører til Kategorien:
Attenteret Vold paa Historien.
Og bagefter møder fra Land og Stad
Mellem Esbjerg og Hedehusene
Det «oplyste*» Vælgerfolk, Rad ved Rad,
Vel fulde hundredetusinde,
Naar medregnes T a u b e r og Lasene
I Skindpelsen : — Slaget bli'er knusende ?
Ja , Højre er fæ rdigt; thi hvo kan modstaa
Den bevidste Folkemagts Vælde?
Selv om det kan N y h o l m s Bistand opnaa,
Vil Venstre med Glans det fælde.
Dets Dødsfald man snart maa melde,
Og dets Gravøl bli’er drukket af S c h e 1d e.
Vexlende Variationer
af
H r . M anbang
.
ørsteds Parken.
Jo, vi kunne endnu faa Parken at
se.
Vi komme til den ferste Port. Hvid-
gui, kolig Sandsten, sorte Jernstænger,
der ligne de Stænger Lakrits, vi gnavede
som Beru.
Hvem husker ikke sin forste Stang
Lakrits. . . !
Den første Port er lukket, vi maa til
den anden.. Desværre er det blevet merkt,
og vi ville ikke kunne se R u n d et a a r n
— Men der er yel andet at se end
Rundetaarn.. .Gud bevar’ os. --
Pereren, en gammel Slaveserge ant,
fortaber sig i Betragtninger over den
I gamle Vold. Den gamle Vold var meget
| gammel . . . lader det til.
Han peger paa Husene og giver
| Gaderne Navne.
Men det Hele løber
| rundt.
Vi ere komne for sent.
Vi
| kunne hverken øjne » T h u r e s e n s g a d e »
j eller « S c h a c k s g a de».
Som om man her brod sig om
j
Gadenavne!
Gader og Stræder, Huse, Taarne,
Træer, Buske, Substantiver, Adjektiver,
Verber og Pronominer glide sammen
til en blod sejg Vælling, der lukker sig
over vore Hoveder, Alt er bølgende V ag
hed, vag Bølgegang, uden Vagermærker,
desig, disig, dunkel Blødhed paa Hjer
nen i
V i gaa stadig langs Gitteret. Paa
alle Sider ligger Hus ved Hus, Kaserne
ved Kaserne, Skatteborgerne drive
i
Skjorteærmer
i
de aabne V in d u e r...
Ud over Farimagsgade kommer
Maanen frem. En underlig rødblisset
apoplektisk Maane« der hænger over
Tagene som en Ejdammerost i en Spæk-
hekerbod. .Der er ligegodt lummert i
Parken 1
Føreren standser: Det var herden
unge Lollik sprang ned ifjor. Om vi
ville se, hvor d y b t ? . . . .
Styrtede sig ud!
Ja her paa det bratteste Sted —
Højen er rank som et Muldvarpeskud;
Gjennemskjæringen her skal være næsten
treoghalvtredssindstyve Tommer.
Han
knækkede d a ogsaa H a lse n ..—
Store G u d ! — Halsen !
Ja Halsen paa to Flasker Vin bag
efter.. Kan de se Blomsterbedet der..
Det kaldes i Regelen «Borgermesteren»,
fordi det ligner en Nathue.
J a , Nathuen kan man ikke se,
men den grusbelagte Gang —
Og
der laa h a n ? . . . L i g e der! —
.
Hans Venner toge ham under Armen.
. . fik ham
i
en Drosche. De førte ham
til Rybergs Kjælder.
Der blev et øjebliks Tavshed.
Mit