234 / 425
har et gammelt Visdomsord, der lyder
Saa kort og fyndigt som et vinget Ord,
Og man paa Hjertet har sig lagt i Nord
Dets indhold, thi man véd : Forandring fryder.
Den ene Dag man tror paa Pastor
G r ø d e r ,
Og Dagen efter man paa
L o g o s
tror.
Det Standpunkt vorder «rent», som nys man
«smudsigt»
Benævnet har; ja, er det ikke pudsigt?
Endnu har ikke mange glemt den Dag,
Da L e j r e g r e v e n fuld af ædel Varme
Og ægte, uforfalsket, dydig Harme
Tog
Afstand
mellem sin og
CltRESTENS
Sag :
«Hans Standpunkt! Alle Helg’ner sig forbarme!
Dér kæmpes under Antichrestens Flag!
Ved St. Ignatius, man ingen Sinde
Paa sligt et smudsigt Standpunkt mig skal finde!»
Den Gang var L e j r e g r e v e n s Politik
Just nylig slaaet ind paa denne Bane,
Og ingen kunde fatte eller ane,
Hvad Endeligt hin fromme Holdning fik.
— Nu rykker B l æ s e n b o r g med fuld Musik
Frem under B o g ø d r o t t e n s gamle Fane,
Og atter hvad med sær Forundring slog os —
Han svor ham Troskab — uden Tvivl ved
Logo s .
Og
H
øgsbro
,
der
af H
ørup
saa
forsmædeligt
Blev omtalt, da han havde sin Foragt
For «Evropæerne» for Dagen lagt
Og fundet deres Standpunkt højst usædeligt,
Har nu
ej
mer at skulle have sagt
Imod dem, hvad der er for saa vidt glædeligt;
Thi derved faar den frie Forsknings Herlighed
Sin Del af
H
øgsbros
frie Sandhedskjærlighed,
Og man bør ikke lægge megen Vægt
Paa Førernes forskjellige Ballader;
En « e v r o pæ i s k » Eed og «A s s e nsp 1 ader»
E r med hinanden grumme nær i Slægt,
Og naar hvert Saar fra Splidens Tid er lægt,
E j tales mer om «disse gamle Skader»,
Men i en sikker Havn skal Venstre lodses
Ved
G r u n d t v i g
og
L o y o l a , S t r a u s s
og
M o s e s .
Saardhanen og Vejrhanen.
Frit efter H. C. Andersen.
A/er var to Haner i Yenstre, en paa Møddingen
og en paa Taget, kalkunske begge to; men hvem ud
rettede mest? Sig os din Mening, — vi beholde vor
egen alligevel.
Rigsdagssalen var ved et
Par
Gader skilt
fra
Tordenskjoldsgade, og
i
den Gade laa der en Moddiug,
og paa den voste Morgengn avet, der var sig bevidst
at være en Mistbænkevæxt.
„Det fedes man t i t s a gde det inden i den; „ikke
alle kunne fødes til Morgengnavere, der maa ogsaa
være andrs levende Arter! Folketidenden, Bjørn-
bakkerne og hele Das savi sens sorte Indkvartering
er ogsaa Skabninger. Chresten Ber g ser jeg nu
op til, han er rigtig nok af anderledes Betydenhed end
Hol s t eiR- Ledr e, der er saa højt paa Straa og
aldrig har gaaet paa Højskole eller Seminarium. Han
er hoven, tænker kun paa sig selv og sveder Spids
findighed, nej Chresten, det er en Hane! se ham
gjøre Trit, det er Dans! høre ham gale, det er Musik!
hvor han kommer, faar man at høre, hvad en Trompeter
er! Om han kom herind, om han aad mig op med
Papir, Sværte og Abonnenter, om jeg gik op i Ch re
stens Krop, det var saligDød!“ sagde Morgengnavet.
Hen paa Saisonen blev det et frygteligt Vejr.
Finanslovøo faldt ned mellem begge Tingene, og K 1 e i n s
nye Luftkastel væltede over Ende med stort Rabalder,
men H o l s t e i n - L e d r é sad fast, han drejede sig
ikke en Gang, de Tider var forbi, og dog var han ung,
nystebt, men blaseret og adstadig, det kom af, at han
var født, lignede ikke Levebrødspolitikerne, dem for
agtede han: „Smaa Bondefangere, plebejiske og ordinære“ .
T a u b e r var betydeligere, men ikke fin i Væsen, al
hans Tanke gik ud paa at faa noget i Skrotten, sagde