330 / 425
322
Kræmmerpolitik,
,
P o r t e n var til Undergang indviet,
C l
Da var
J o h n B u l l
med Hjælpen ikke sen,
Fra R u s s e n han «den syge Mand» befried’ ;
Han redded’, hvad han kunde for T y r k i e t
Og med det samme for sig selv et Ben.
Hvor
Å P H R O D IT E
steg en Gang af Havet
Og sejersstolt i P a p hos Lund fremtren,
Der har
JOHN BULL
et Anløbssted sig lavet:
Paa C y p e r n har han uforstyrret gnavet
A lt Kjødet af, som sad paa dette Ben.
Nu sidder han og spejder der som Glenten
Højt oppe paa den grønne Myrthegren
Lidt utaalmodig ved den lange Venten,
Om der dog ikke snart i O r i e n t e n
Skal kunne reddes nok et lækkert Ben.
Og længer ned mod Syd, hvor Ni l en vander
Khedivens Jord, han ser et tyrkisk Lelin.
Der svømmer Rigdom om; se, derfor lander
Hans Længsel der, og derfor dyrt han bander:
Ood dam!
det er jo Ben af mine Ben.
Dog det des værre times kan den bedste,
A t sligt ej løber af foruden Men,
Naar man skal tage Hensyn til Ens Næste,
Der ej det gode Forhold vil befæste
Ved ham at unde sligt et lille Ben.
Og mellem de Rivaler, der ham Kviderne
Forøger her, blandt andre findes en,
Der var hans Konkurrent paa Korstogstiderne
Og siden Slaget vandt ved P y r am i d e r n e ;
Han har der ovre faldne Heltes Ben.
Dog B r i t t e n trøster sig: «Vil ej de sunde
Saa vil de syge nok, den Sag er ren!»
De døde selv forsmaar han ingenlunde!
Ved P l e v n a har han virket, hvad han kunde:
Han laver Gjødning af de faldnes Ben!
Hvis Britters Hjerter ej af Stolthed gløde
Ved den Trafik, saa vare de af Sten.
Med Helte, som paa Ærens Mark er døde,
Kan billig deres egen Mark de gjøde
Og derved faa sig reddet mangt et Ben.
Det kongelige Theaters kunstneriske Udsmykning.
vi i sin Tid udstedte vor Opfordring til Publikum om at yde Bidrag i ovennævnte Hen
seende, indkom der et saa stort Pengebeløb, at Enhver maatte antage, at det vilde være til
strækkeligt.
Vi tro ogsaa at kunne tilskrive os, at den Udsmykning paa Trapper og Gange,
som Publikum fra denne Sæsons Begyndelse har havt Leilighed til at se, har gjort sit til at
formindske Antallet paa de i Mellemakterne promenerende. Imidlertid se vi nu, at Yi have for
regnet os, da vi endnu ikke have opnaaet at faa de Dekorationer, som vi saa meget ønskede,
skjent vi ere os bevidste ikke at have skyet nogen Anstrængelse i den Anledning og navnlig
"
ikke have sparet paa Noget med Hensyn til den luXuriøse Udstyrelse af Kongelogen.
Da det store Publikum imidlertid ikke har Lejlighed til at beundre denne, er det vel nu nærmest vor
Sag at udsmykke dø Lokoler, hvortil dette har Adgang; men det er hertil, vi endnu mangle en forholdsvis ringe
Sum, naar manbetænker, dels hvad det andet har kostet og dels, at der endnu slet ikke er begyndt paa Dekora
tionen afFoyeren, som dog er det egenlige Centralpunkt, hvor Balletpublikummet i Mellemakterne kan udhvile
sig til fortsat kunstnerisk Anstrængelse, og vi tillade os derfor at henvende os til Publikum om fortsat kunstnerisk
Bidragydelse i det Haab, at det kongelige Theaters Lokaler snart maa fremtrædø i on værdig Skikkelse og ligesom
vi heste Lønnen for vore Anstrængelser ved at blive kongelig dekorerede.
Komiteen.
Punch drømmer.
P u n ch
havde en Følelse af, at
han paa den sidste Tid havde
været lidt ondskabsfuld, naturligvis
kun en ganske lille Smule, men
det tyngede alligevel ikke saa lidt
paa hans ellers rene og skyldfri
Samvittighed. Det var ikke, fordi
han havde gjort Løjer med B e r g
og de andre Venstremænd, eller
drillet
D assa visen ,
eller let af
B j ørn s tje rn e, eller E r s le v , eller H e r m a n B a n g eller
H e y m a n n .
De or jo nu en Gang ikke til andet.
Nej,
han havde været ond mod de uskyldige.
Han havde
knebet
D ag b la det
temmelig haardt i Læggene, og han havde
knubset dén unge A n t o n i u s , skjønt han slet ikke havde
gjort noget endnu.
Det var en stormfuld Oktoberaften, at
P u n ch
for
leden sad i sin bløde Lænestol, medens Regnen piskede
de gule Blade af Træerne udenfor, og enten det nu
var denne Omstændighed eller en endnu ikke ganske
helbredet Katzenjammer, saa besluttede
P u n c h ,
medens
han for sig selv skriftede sine Synder, at paalægge sig
en alvorlig Bod.
Han vilde læse
M orgengnavets
Artikel
om Ploug h e l t jgjennem fra Ende
til
anden, baade