331 / 425
323
forfra og bagfra.
Forst strode han imidlertid en halv
Haatulfuld Røgelse paa Kakkelovnen for ikke at overdrive
sine Selv-pinsler paa en aldeles ukristelig Maade. En fin,
bølgende Røgsøjle steg op fra Ildstedet, den snode sig
ud og ind som et Elverpjgeslør.
P u n ch
begyndte sin
Bodsøvelse
Deii var strængere, end han havde ventet.
Men det hjalp. Allerede ved den tiende Linie var hans
Samvittighed bleven af mod
D a g b la d et,
og ved den tyvende
var Broderi imod den hellige A n t o n i u s svunden ind til
det halve. *
• Katholikeme er - dog
ikke
saa
fejle
endda,»
tænkte
P u n c h ;
«jeg har en hel Del gode Venner, der
kunde trænge til saadan en lille Bodsøvelse.«
Og han
læste og læste,
men Røgelseskyen bølgede tættere og
tættere, han syntes, han hørte Orgeltoner og Korsang.
P unch
saa ned ad sig. Han var ikke mere
P unch.
Hans
brogede Dragt med de muntre Farver og det klædelige
Snit var forvandlet til en sort Munkekutte. I Stedet for
de bolgende Lokker, der pleje at smykke hans Isse, skin
nede nu en bleg Fuldmaane. Han var Munk, Munk fra
lo p til Taa.
• Herre Gud! Er jeg nu kommen til Berlingeke?» ud
brød han; men han var ikke i Ordrup.
Han var i sin
egen Stue, men Loftet havde hejnet sig, Væggene videt
sig ud, Vinduerne var bedækkede med Glasmalerier, og
alle Portrætterne af
P u n ch
's gamle Venner, der hang
rundt om ham, havde forvandlet sig til Helgenbilleder.
Selv gamle 1. A. H a n s e n havde faaet Martyrglorie om
Hovedet, og hans gamle brand- og dirkefri Pengekasse var
bleven til et gyldent Relikviskrin.
P u n ch
's Lænestol var
en tilgitret Skriftestol, og foran ham laa allerede Etats-
raad T i e t g e n paa sine Knæ og skriftede, hvorlunde hans
fuselfri Sprit-Konsortium vilde tjene
sine
Dividender paa
de lange Sørejser til Spanien og hjem igjen.
• Skjære, skiære Sherry!
Hvem skal Sherry’en drikke?
Det skal Tosseho’derne,
For
T
ie t g e n
gjør det ikke!«
sang Kordrengene.
P u n ch
rammede sig.
«Bedste Etats-
raad,» sagde han, «den, der rejser en stor Marmorkirke,
mas nok have Lov at bygge en lille Beværtning ved
Siden, men nogen Bod maa De gjore.
Lad mig se! De
kan kjobe for 100,000 Kroner Privatbankaktier til 1 1 7 °/o
i Morgen. Hvis De kan faa det samme for dem, maa
De gjerne sælge dem — men ikke før Generalforsamlingen
har været. De ser, jeg er ikke haard, for De er jo dog
alligevel en Mand med Esp — med Sprit!«
Derefter skriftede Indenrigsminister S k e e l hele sin
Farimagssporvejshistorie. Den var fæl nok, og som Bod
paalagde
P u n ch
ham næste Vinter selv at drive Grosserer-
næring i Kjobenhavn,
Han sukkede svært ved det, da
han forsikrede
P u n c h
,
at den sjællandske Kvægexporfc
var det bare Jus.
. - .i,. .
Saa kom Raden til E r s l ev.
Han bekjendte, at han
egenlig burde have taget til geografisk Kongres i V e n e d i g ,
men i Stedet for var rejst som Arkæolog til T i fli s,
fordi han havde hørt, man fik lettere russiske Ordener end
italienske.
P u n ch
paalagde ham som Bod at tage et
Kursus i Botanik hos Pedel S a h l e r t z .
E r s l e v gik
meget forknyt bort; det var, som han sagde, det tungeste
K o r s , han endnu havde faaet at bære.
Saa kom H c y ma n .
Det var et skrækkeligt Regi
ster, han inodte med, og saa havde han saa mange Und-
skyldningsgrunde og saa megen usigelig Godgjørenhed at
anføre, at
P u n ch
til sidst blev kjed af ham og lod ham
slippe imod, at han aflagde det Lofte, hver Aften at drikke
en af sine egne Svanholms-Bajcre. For at mildne Boden fik
han Lov at drikke den af sit allerkostbareste, tohnndrcaar-
gamle «drevne« Sølvkrus, det der nu vilde være over
halvanden Millioner Kroner værd, hvis Sølvet i Stedet for
var blevet sat paa Rente — og endda kun til 4 Procent!
Lille E e d v a r d indrommede nok saa flot, at det kunde
godt være, at han havde gjort de langelandske Grundt
vigianere helt katholske, men
han blev heller ikke i
mindste Måade forknyt, da
Punch
paalagde ham til næste
Folketingsvalg at læse over paa 2. Mose Bogs 20. Kapitel
Vers 2 — 7 i Lindbergs Oversættelse.
Derpaa fulgte V i l h e l m Mo 1
1
er,r =Hau bekjendte, at
han havde sat G r o v e s Portræt i
N u tiden
i et stille
Haab om, at •
Vle>
som en Felge heraf-kunde gjenopstaa
i •
D a g b la d et
«.
P unch
gav hamV Alternativet: enten
skulde han forpligte eig til igjen at lade R i c h a r d K a u f -
ma n n skrive i
N u tiden
eller ogsaa til helt at tage hans
Navn bort af Bladet. Han valgte med Begejstring det sidste.
Saa kom F a l l e sen. Han maafcte ud med, at det
var hans Skyld, at Direktor A n d e r s e n var bleven ud
nævnt til Ridder af Dannebrog og at Professor M o l b e c h
ikke var bleven det. Som Bod paalagdes der ham H. P.
H o l s t til evige Tider.
Derefter kom
D assavisen
rendende. Den saa sort ud,
og
Punch
stænkede den først dygtig med indviet Plet
vand, inden han indlod sig med den. Da den imidlertid
slet ikke viste sig bodfairdig, blev den afvist, og det blev
den betydet, at den nok helst maatte lade sig konfirmere
om igjen, inden den meldte sig paany. Lige efter
D a ss
a visen
kom, mærkelig nok, Kultusminister S c a v e n i u s .
Han bebrejdede sig selv,, at lian havde givet Konsistorium
saadan en Næse i Anledning af, at det havde taget Aarstallet
for Verdens Skabelse ud af Almanakken. Excellencen ind
rømmede, at det var en — lad os sige — en Ung-
dommelighed, og var villig til at paalægge sig selv en
lille Afstraffelse i den Anledning. — «Gud bevares deres
Excelleuce!« sagde
Punch
med et dybt Buk.
»Overfor
Kirkens nidkjære Overhoved vilde det være en utilgivelig
Anmasselse, om en ringe Tjener, som jeg, vilde lægge
Vægt paa slig en Ubetydelighed. Desuden har Deres Ex
cellence jo for længe siden ved at drive den vanhellige
D a ssa vis
ud af Kunstens Tempel og ved at give Askov-
Præsteme den af dem i saa huj Grad fortjente Tilrette
visning, godtgjort, hvilken nidkjær Stridsmand Kirken har i
Deres Excellence.
Lad os aldrig tale om disse gamle
Skader!«
— »Nej — jeg indrømmer, det var kun en
ganske ubetydelig Fejl, men — alligevel — jeg vilde dog
spørge Dem ad. Naa! Tak skal De have. Farvel!«
Og
bort gik Scavenius inderlig tilfreds med sig selv. Og det
er han i Regelen.
Der var en Standsning.
Punch
lænede
sig tilbage i Stolen.
Orgeltonerne lod endnu.
Koret
sang og Drengene svingede Røgelsekavrene. Der var en
Dreng, hvis Ansigt
Punch
syntes han skulde kjende. Han
trængte sig bestandig frem og svingede sit Røgelsekar
nærmere og nærmere.
Og jo nærmere ha.n kom, desto
mere syntes
P unch,
at han lignede H o r up. Den Rogelse,
der brændte i hans Kar, havde saadan en underlig Lugt.
Baade sveden og svovlet lugtede den, og Drengen kom
nærmere og nærmere, helt lien til
P unch
og svingede
Karret lige under Næsen paa ham-
»Atsch!«
nøs P u n ch,
»det var en fæl Piis.«
Og i det
Samme vaagnede han. Lier var fløjet en Gnist fra Kakkel
ovnen hen i
M orgengnavet.
Det brændte ikke i Lue, dertil
var det for vandholdigt, men det forkulledes langsomt, og
op fra dets glødende Rand steg en Røgsøjle lige op i
Næsen paa
lu n c h .
»Naa det var de t , der stank!« udbrod
Punch.
»Ja,
det er saamæn ingen Under!« Han saa sig omkring. A lt
det kirkelige var borte, og gamle I. A. H a n s e n saa slet
ikke ud som nogen Helgen.
»Nej, jeg duer ikke til det
• Berlingske«,« sagde
Punch,
»jeg vil blive, hvad jeg er og
være tilfreds med mig selv. Ligesom Scavenius.»