327 / 425
319
des jo sæl erholt Præmie forlejen for sit eiei norske
Hornkvæg, va der dog inte er bleen saa mejet paa-
skønnet heroppe som billivis burde, formejelst Oxe-
mørbra varendes inte nær den Lieret som Skinkestej,
hvorfor alle Aserne ligger sai etter' Svineopdrætning
og kunkorerendes me hinanden hvem der ka ha defleste
Svin paa Skoven lejen at blinke, som der sked Svine
held til, og den gamle Fyr, T y r
,
tog føste Præmie
sidst, hvafor han har faaet Tihdus a verkeli Præ
mietyr i femte Klasse me Stjerne va deres Velærveerti-
hej naturlivis foragter værendes stout Republikaner
lisom hans gamle evi glaje og immer lie sjemyilie
T y r o l e r - F f e r i l i g n a n
f ,
_____________________________________________ p .
t. Valhalla.
________________
Mosaik.
H e rm a n .
Der er lian med sine vexlende Themaer.
Han dukker op i Bladets Kjælderetage med dem . . .
Indholdet er tarveligt, Stilen affekteret, Meningen ofte
uforstaaelig . „ . men han véd det godt selv og morer sig
derover.
Morer sig over de Folk, som læser det. for han
véd godt selv, at det er noget Vrovl; Herman er ikke saa
dum, som han ser ud til.
Det var paa Jubilæumsdagen, vi vare komne ind paa
hans Værelse, der lugtede af Patchouli, og han selv sad
foran Spejlet og beundrede sine egne Træ k. . . Man kunde
slet ikke begribe, at det var denne store Feuilletonist,
som saa ofte har faaet os til at vride os af Latter.
Haaret var redt ned i Panden som paa et enfoldigt Pige
barn, Øjnene lyste mat sentimentalt som paa en Kvinde
af Folket, og Ansigtsfarven var uhyggelig bleg som paa
en af Marmorkvinderne.
«Hvorledes gik det egenlig til, at De blev Fenilleto-
nist?« spurgte En af os.
«Aa . . . Ferslev skulde jo have En dertil. . . . saa blev
Hjort-Lorenzen Redaktør og Bjerring Redaktionssekretær
og jeg . . . ja, jeg blev Feuilletonist.«
Han talte saa beskeden og sagde, at de Andre havde
lært ham det.
Lære at skrive saadanne Feuilletoner . . .
umuligt! . . .L ad ogsaa være, at der er En og Anden, som
har rettet lidt paa dem; Aanden i det Hele er Hermans,
Stilen or Herrnans, Meningen er Hermans. Der gives ikke
i hele Verden Nogen, der kunde skrive noget L ign en d e...
Hermans Feuilleton er saa vidt forskjellig fra den franske
Causeurs, den ligner den i Intet . . . det skulde da være i
de meningsudfyldende Prikker og Tankestreger. Hermans
Feuilleton er ægte d ansk...m an kommer til at tænke paa
Rosenkildes Vrøvleroman.
Vi talte videre sammen, Herman lo.
•Je g trode, De var melankolsk,« henkastede jeg.
Herman svarede Intet, men lod Øjnene rulle og lod
dem derpaa stryge henover Bordet.
• Videre morsom er han s’gu heller ikke,« svarede en
af Hermans Kammerater, som hidtil ikke
havde sagt
Noget, men kun gjort Pantomimer til os, «men han har
ogsaa Lov til det, for nu har lian skrevet Feuilleton hver
eneste Sondag fire Aar i Træk.«
Fire Aar i Træk! . . . Du store Gud! . . . Og der er
52 Søndage i hvert Aar . . . fire Gange to er otte og fire
Gange fem er tyve, det er 208 Feuilletoner.
Er det saa saa underligt, at han en Gang imellem
bliver lidt kjedelig?
Herman bød os Farvel, han skulde arbeide . . . han
har saa travlt, nu skriver han igjen paa en haabløs Bog.
Og Herman tog sin lange Frakke paa, den med de
store Knapper i, og saa strøg han i kort Sidegalop
langs Husene.
W øhelten Erik Skram blev i sin Tid bisat i Fam ilie-
h fl1
begravelsen paa Hjørnet af St. Gjertrud-Stræde og Kol-
bjorns-Gade; men — som det nylig er bleven oplyst —
hans sidste Hvilested findes ikke længers lier; Forgyld
ningen er gaaet af det under en indgaaende Behandling af
Kritiken.
Ved denne Lejlighed er han bleven føit ud og
nedgravet i en Krog af «Morgengnavet», hvor man nu blot
sér en Plet, overgroet af Nælder og Ukrudt, og hvor ikke
en Gang et simpelt Figenblad antyder, hvor Hunden ligger
begravet.
Dette er et lidet sømmeligt Gravmæle for en af det
unge Danmarks store Søhelte! E r i k S k r a m bør ikke
være glemt paa en Tid, da andre Vandgængere, som
Drachmanns Peder Tordenskjold, hædres baade med Digter
gage og paa anden Maade.
Da vi haabe, at mange foruden os ville opfatte det
som en Æressag for ikke at sige en simpel Pligt m d
den Søhelt, der overlevede at læse «Syndflodsagn« igjen-
nem, at give hans sidste Hvilested et nogenlunde værdigt
Udseende, saa at en Gang, naar den danske Literatur bliver
bedækket med Muld og en sorgløs Hebræer ined sin Spade
nedgraver et lille Stykke Dassavisdoin deri, da vil falde
ned og tilbede Stedet, saa tillade vi Undertegnede os
at opfordre vore Medborgere til at yde Bidr
2
g til den
ringe Sum, der udkræves for at give Stedet en passende
Udsmykning.
H. D ra c h m a n n . S. S c h a n d o r ff. C. G je lle r u p .
A. C an to r.
V. S e c h e r.
Magistratens Lønkammer.
ter var en Borgmester i Thule,
Gg E
hi
.
ers
saa lød hans Navn.
Hans Ry fløj som- Himmelens Fugle
Fra «Lygten» til Kristianshavn.
Som Smaafolk blev elsket af Grachkus,
Saa elsked han A rkitektur;
Hans Ideal var et Pakhus,
En Sandkiste og et Skur,
Plan elsked’ «Skuret» saa saare
Til Blaagaardsgades F ortræ d;
Hans Øjne de svømmed i Taare
Den Gang, da man rev det ned.
Og da sig nærmed’ dets Ende,
Af Sorg den haardt prøvede Mand
Lod Gassen bedrøvelig brænde;
Men Skuret ej glemte han.
En Gang i Høstens Dage
Han sad ved Borgmesterbord ;
Der vævedes frem og tilbage
Og brugtes saa mange Ord.
Thi Bytelegrafen ha’de
For Tiden en dybtfoit Trang
Til udi hveranden Gade
At faa sig et Apartement.
Op stod Borgmestren, den brave,
For han havde taget en Lur,
Og sa’e:
«1
maa gjerne lave
Paa Boulevarden et S k u r!
Snart Skure af alle Arter
Til Glæde saa vel som til Gavn
Fra
H a ffN IA S
Boulevarder
Skal gjore bekjendt mit Navn !•
Igjennem dunkle Taage
Han alt dem sig rejse sér.
— Da segned’ hans Øjenlaage,
Han maatte sove lidt mer.