326 / 425
318
Mødes og skilles.
* V 7 'V
" S
A -i? *f l\/
Naar Floden ikke længer lober sammen,
Og Mælken ikke længer skilles ad,
Naar Æblet falder ikke langt fra Stammen,
Og Tivoli ej mer gjor Hjertet glad,
Da vækkes her en uforfalsket Gammen
Midt i vor gode, gamle Axelstad;
Thi saa bli’er her os budt en yderst spændende
Og aandfuld Nydelse af Rigsdagsmændene.
Ja, spændende det har man Lov at kalde
Den Nydelse, de folkekaarne Mænd
Ved deres Færd forstaar at skaffe alle,
Der ved at sætte Pris paa evigt Spænd ;
Thi med at spænde Ben den Tid gaar hen,
Som ikke bliver anvendt ved at falde,
Og for at kunne blive lidt Minister,
Man spænder Buestrængen, til den brister.
Og aandfuld; thi den Ting er ganske klar,
At Aanden er jo et usynligt Væsen,
Og hver Gang man en Samling for sig ta’er,
Selv .om man har den lige klods paa Næsen,
Og grundig overvejer B e r g s og B l æs e n -
b o r g s Ord, er Kesultatet, som man har,
Saa plat usynligt, som en Aand kan være,
Og mer kan man dog ikke godt begjære.
I Aar man atter aabnet har det samme
Interessante Folkeskuespil,
Der, som det synes, ikke gjere vil
Den chrestenbergske Tradition til Skamme;
Thi Venstre har nok forberedt sig til
Kulisse-Skiftinger i bengalsk Flamme!
— Dog foreløbig nøjes maa Betragterne
Af denne Herlighed med — Mellemakterne.
Thi Skuespillets Ouverture neppe
Sin grandiose Indtogsmarche fik endt,
For atter rullet ned blev Scenens Tæppe
Og Skuespillerbanden hjem blev sendt.
De folkelige Praase, som blev tændt,
Er atter hensat under Bondens Skjæppe,
Hvor, trods al Folkedom og Degnevælde,
De dyppet bli’er i deres egen Tælle.
Dog kan for den Sags Skyld man li’esaa godt
Paa Landet lade Folketinget ligge;
Thi enten nu til Dags paa K r a b b e s Slot
Man holder Rigsdags-Møder eller ikke,
Bli’er lige meget gjort; og Bo g ø s Drot
Den bitre Kalk man begge Steder drikke;
Og er Sessionen kort, la’er det sig sige vel,
At Kjældernæsen er dog lang alligevel.
Til Desiteren
ftiimmelbrev
Politik/æren (Bjernstierne §iernson.
p. t. N o rje.
Ho ho! Dereses Velærvær-
I
lihej! Der kom Unnertejnen-
des nok over Samme lisom
Katten over Kællingen Jule
aften værendes kanskesens inte
lelavet paa en saa nventendes
Glæje som en Helsen fra Vel-
ærværiihejens immervæk glaje
og stadig sjemytlie gamle Færdignant, men samme
gamle udøjelie Gitarspellekant værendes lovli und
skyldt formedelst samme havendes brokken Lille
fengeren paa hanses højre Haand nemli skullendes
gjøre saj vegti og velle vise de gamle Ejnheriar hvad
Kæmpekraften i gamle Danmark var bleen til
,
nemli
villendes gi en Mellemting og Miskuskongpositus af
Bager Saft og Hr. Jagerndoffer men værendes kom-.
men doli fra de formedelst Uheldihed. Hvorover
*
samme gamle Udøjelie erholt nok saa glajeli en F ri-
plas paa de smaa søje blaaøiede Asynniers Diakun-
issestiftelse med beste Forplejning og Ævlekompot
og ditto Mammelade fra Midter Yduns allersomfineste
Syltékrokker. Og ves vi hade hat den TæUefonkijosk,
som den immervæk udspekulerede Lok e hade testet sai
tel a sia op midt paa Beinbuens Nørrebullevart, men
som nok saa nyjelit ble pellet nej igæn
,
værendes en
Torn i den gamle graaskæggede Fatter Odi ns ene Øje,
betaendes ham Udsegten fra Jørnevinneverret i Lid-
skjalf og engsnævrendes hans Synsvinkel værendes {for
vejen temmeli spids formejelst det ene Kikhuls Fra
værelse, sku Unnertejnendes inte ha unladt at bringe
Velærværtighejen sammes immervæk bevaagne Løk-
ønskning og Gratelasfon i Anledning a f hans Yel-
ærværtihejs skønne og uamnojet afievereje Fastepræken
for den ganske vist kære men ikke destomindre inte
aldeles utvelyjige Høxbro, hvilket nu vilde være tem
meli post fesfung lisom en Kondolasjon i Anlejning
af a en stokkers Dansker har vaaren det .føste eller
allenfals det næstføste Stykke Bomsdalsh.ornkævg, som
inte sies for Fornærmélihej, men de gamle Gujer kun
nendes nok li en lille sjemytli Brander a gamle Fær-
dignants eine til Puskuffæen havendes desujen bemærket
i Langkiggert tre smaa Sorte kravlendes op a Hornet
forlejen
lisom
tre Lopper op a en Sokkertop og Vel
ærværiihejen maa inte faa el Bomsdalshorn i Sije-
benene
paa
gamle Danmark formejelst samme
,
haven