322 / 425
314
Mellem Efteraar og Vinter.
rtA« <'f t
in*'1' i'^ ii ii m
u^ifaar Stormen i Høsten kommer
Og ryster Skovenes Trær,
Forbi er den fejre Somrper
Og Efteraaret er nær.
Naar Kronernes Blade falde,
Henhvirvlet for Vindens Spil,
Da bringe de Bud til os alle,
A t Vinteren stunder til.
Vinteren, med sine Trængsler,
Med Kuldens tyngende Kaar,
Med indestængede Længsler
Efter en spirende Vaar;
De Frøkorn, som varsled’ om Grøde
I kommende Sommeres Pragt,
Hviler nu blandt de døde,
Hvor Vinteren holder Vagt.
Dog, hvad end Tiden har røvet,
Medens den vandred’ sin Gang,
Og hvad der end faldt i Støvet
Under dens Vingefang,
Saa vil, blandt hvad dybest vi savne
I Kampens strænge Behov,
V i mindes de tvende Navne.
Navnene
T o p s ø e
og PLOUG !
Den første er blandt de døde,
Hans L y s udslukkedes brat,
En straalende Morgenrøde
Blev mørknet af Gravens Nat;
Hans Tankers Klarhed og Snille
Kjendtes i Kampens Færd,
Hans Sprog var saa blødt som en Kilde
Og malmfuldt som blinkende Sværd.
Den anden sit mægtige Værge
Har frivillig sænket ned,
Det klang over S v e a s Bjerge
Og gjenlød ved E j d e r e n s Bred;
Og sænkes en Gang han i Jorden,
Hans Ord vil dog lyde den Dag,
Det frie, mægtige Norden
Fører til Sejer sin Sag.
Hvo skal os de tvende erstatte
Og dæmpe den yppige Flor
A f giftige Paddehatte,
Der trives i «folkelig» Jord?
Saa gusten og kold som en Dødning
Er disse Aanders Produkt,
De driver det højest til Gjødning,
Men aldrig til nærende Frugt.
Dog efter Vinterens Kulde
Der kommer vel P'oraar en Gang,
Da Frøet, som sænktes i Mulde,
Vil grønnes paa Mark og i Vang,
Og Spirer, som Jorden mon favne;
Opvoxe paa Eng og i Skov
Som nye straalende Navne
Paa Mænd som
ToPSØE
og
PLOUG.
Et Redaktionsmøde.
F o rm a n d en
havde sammenkaldt
dette Møde for at komme paa
det Rene med den nye Ordning
af Redaktionen, der jo efter den
moderne Opfattelse af Pressens
Afhængighed af Kapitalen maatte
siges at være bleven en Natur-
nodvendighed. Han vilde bede de
Tilstedeværende om at udtale sig.
D et berøm te M edlem
vilde finde det baade naturligt
og passende, om der over de skiftende Redaktørers vex-
lende Bølgegang straalede et fast Fyr, der kastede siae
Straaler ud over Vandene, saa at den dristige Somand
uden at lade sig vildlede af de tilsyneladende menings
forvirrende Strømsætningers indbyrdes hinanden ofte stik
modsatteInd- ogPaavirkninger altid ved at
fæste Blikket
paa denneLedestjerne
vilde være i Stand til at finde den
Ankerbund, som vi i vore politiske Stormes Tid i saa boj
Grad trængte til.
Han vidste selv, hvad det var at
komme i Afdrift ned imod Radikalismens blinde Skjær.
Nu var han fast som en Klippe, og vilde man bruge hans
Navn som Lanterne i Fyret og sørge for, at den fik den
fornødne Olie, var han sikker paa, at den nærmere For
bindelse, der paa denne Maade saa at sige, vel ikke
direkte, men under visse, ikke nærmere angivne, Forud
sætninger alligevel indirekte vilde opstaa mellem Bladets
Udgivere og Interessenter og det Publikum, der jo paa
en Maade ogsaa var et Slags Interessenter i denne Insti
tution, vilde have sin store Interesse og vilde være at
betragte som et Skridt henimod en Journalistikens Ud
vikling, som vi endnu ikke kjendte noget til herhjemme.
D et id io tiske M edlem
bad om Lov til at puste. Han
kunde ikke taale at gaa saa mange Trappetrin i Vejret
uden at standse.
Han var naaet til •Lanternen* og ikke
videre.
Han havde ikke noget imod et lille Blus paa
Lampen med dobbelt Væge, hvis det var Meningen.
F o rm a n d e n
bad Idioten om at forholde sig rolig.
Han takkede d e t b e r ø m t e M e d le m for hans Udtalelse
og var sikker paa, at naar man hængte hans bekjendte
Navn ved Siden af Redaktøreus, vilde dette derved erholde
en Tilvæxt i Glans, der vilde have samme Tillokkelse for
Publikum som Illuminationen af Basarbygningen i Tivoli.
D et m erka n tile M edlem
vilde, naar det gjaldt om at