319 / 425
31 i
H o r u p i sin Gryde
Koger Bonde-Tran,
Stundom med Skarntyde
Drikken kryddrer lian.
Den er stram
og
kraftig,
Hørups Elixir,
Ret en spanskgrøntsaftig
Morgensnaps den gi’er,
S c h e l d e ej beklager
Rigsdagsvrøvlets Tab;
Thi som *Hattemager»
T a ’er han Borgerskab.
Gamle Hatte fiunker
Glad han op paa ny,
Laver hele Bunker,
Alle gjort af Bly.
Lille E e d u a r d s kjære
L o g o s
slide maa,
Havre maa den skære
A f det mugne $traa;
Dramaturgisk Havre
A f de svange, Ax,
Havre af den mavre,
Kjedelige 3lags.
T a u b e r ej sig græmmer
For sin Folkebank,
Skjønt til Urtekræmmer
Ned »Bankøren» sank.
Folk dog om ham hviske,
Hvis hans Sult bestaar,
I ham tom en Svedske
Hele »Krammet» gaar.
Saadan sysler stille
Stridens Kæmper, thi
Hver har dog sin lille
Husflids-Industri.
Efter Forslag a f i ^ % :^Landsmand,
Kandidat K ai], valgte man Vejen, der
fører op til Bakken fra Pilealieen, hvilket
ogsaa viste sig at være den eneste Vej,
ad hvilken man kunde naa derop, naar
man ikke vilde stige derop fra en af de
andre Sider. Opgangen var imidlertid
alt andet end behagelig, og Belysningen
var temmelig tarvelig, saa at man ved
hver Omdrejning maatte føle sig for
for at komme frem, og der var natur
ligvis mange saadanrie Afsatser at passere.
Ferst efter Mørkets Frembrud naade
man op til Toppen, og her saa man
paa sin højre Side et stort, hvidkalket
Fjeld, der i den opgaaende Maanes
Straaler tog sig ud som et Slot. Man
besluttede sig til at overnatte her,
skjønt man i sin nmiddelbare Nærhed
hørte de vilde Dyrs Hylen og Brummen.
Den næste Morgen var det saa, at vor
j Landsmand, Kandidat Kali, rejste den
i ovennævnte Varde, der bestod af en høj
Fyrretræs Alpestok, hvorpaa der blev
fæstet et hvidt Lommetørklæde med
røde Kanter — en sindrig Allusion til
Landets Farver; — ved Vardens Fod
bensattes en tømt Halvflaske, og heri
nedlagde
han foruden en Skrivelse,
hvori han anbefalede sig til fremtidige
Rejsendes Erindring, et Visitkort, paa
hvis ene Side stod at læse:
K a n d id a t
K a li p. f . v. den 2 5 . Septem ber 1 8 8 1
og paa hvis anden Side følgende Citat
af den bekjendte, norske Fædrelandssang:
»Norges bedste Værn
og
Fæste» var
opskrevet:
V a r-d e n
V a r den oppe]
Havde Opgangen været vanskelig,
saa var Nedgangen meget frygteligere
og truede hvert Øjeblik med at fore til
Undergang; navnlig var en længere
Strækning, som var ligefrem bestrøet
med spidse, kantede Sten — de saa-
j kaldte Skjærver — meget ødelæggende
for Fodtøjet. Men heldigvis gik det
hurtig ned ad Bakke med de dristige
Sportsmænd, og med Undtagelse af
Føreren, som havde været saa uheldig
at faa Fjeldspat i det ene Ben, vare de
ikke mere medtagne, end at de lige
efter deres lykkelige Nedkomst kunde
lade sig kjøre hen til en Fotograf og
lade sig aftage netop i den Bjergpynt,
de havde været iføite under Bestigningen.
Dette blev af de i Slotskroen værende
Tilrejsende øjeblikkelig telegraferet ad
alle nordiske Linier.
Vor Landsmand, Kandidat Kali,
er den Første, om hvem det med Vished
vides, at han, takket være sin kraftige
Bjergnatur, er naaet helt op til Toppen
af Frederiksberg Bakke. Der fortælles
nok, at han har havt nogle Forgængere,
som en Pintseinorgen sogte at komme
derop; men disse vendte om paa Halv
vejen, da Solen allerede paa dette Sted
begyndte at danse for deres Øjne.
han var mit Hjærtes Ideal i Retning af blide Folelser og
drømmende Længsler og smægtende baade i Henseende til
Sang og Øjnenes Opadvendelse; Mod Soffitten.
Og var
saadan som der staar om i Ridderromanerne og Dame-
novellerne, at det var en ædel U ngersvend med Beskedenhed
i; Opfattelsen af sin Underdanighed lige over den lige saa
ædle Grevindes; ophøjede Dyd; Og saa videre; Som Frøken
Fansandt ikke gjorde ; Hvorfor jeg antegner i Dagbogen,
at vore egne bar Palmen hjem i Anstand og gode Sæder;
Hvilket jeg viste Petersen ; Som bemærkede: Du sku vel
ikke ganske tilfældigvis ha kigget i Nasjonalen eller Dag
bladet, lille Severine, aa lat Din sonde Forstand hlie om-
taaget a ufornoftige Donster, saa Du er lie ve a gie
Dassavisen Ret i, a din Anmellelse er umuli aa kvalefiseret
tel Friplads; Desformedelst; Paa Bakkehuset. For man
sku dog tro, a Du har set naar Balletdrengene hade Fri
kvarter aa slo bagud; Désaarsags.
Eller jeg siger for
Exernplum, ves Du ku, tænke D ig ; Olaf værendes 16 Åar
aa Pasje hos Luikataars aa smok, vordan han vilde ha
baaren sai ad.
Eller Tror Du kaske han ville ha gaaet aa
hængt med Næbet aa sriatøkVt Maaneskind som en kirkegaardsk
Kadaverlyriker eller tror Du dog ikke snarere aliievellei*,
a ves gamle Boma rajah eller Mosart ku staa op a deres Grav
mæler aa se saadan feo; briljangt lille Spillopmager a en
Gamæng, som Frokeu. Fanzants Pasje springe Bok over
det Hele ville di daske i deres gamle Haandflader a Hen-
rokkelse aa raave Brava Eravissima, va jæ gore nede fra
den underste Kahyt i Torsdas, aa va Grev indens Dyd an-
belanger, ska Du heller ikke gjore Ophævelser; Desangaa-
ende. Fordi den er kaske ikke saa bombefast endda, va
Fru Erhard antydede meget/ fint i Lordas gænnem sin
store A rie; a hun vifr
i Bond aa Grund; Allievel.
Saa sæt Du bare i Dagbogen, a Frøken Fansandt var ii-
saa glimrendes som altod hg saa livli som en Kattekilling,
va Du ikke maa rejpe . efter den gamle Teaterkat, som
hade faaet sin Mave spoleret a blaasur Mælk, va je nok
tror beroede paa Kabale. Aa sæt saa fremdeles, a Skram
aa Fru Lytken bolt voresés Fane hojt aa a jæ sa tel Kc-
robino »Grang Mærsi Mademoasrelle !• vortil hun grinte aa
sporte Sjaifen om jæ talte Gronlandsk; Som jo va smigreride
a hun kunde forstaa jæ parlerede fremmede Sprog; Med
Geløifighed.
Fredens Gjerninger.
E n .I d y l
yst og stille rinder
Somrens sidste Stund,
Fredens Sol beskinuer
Fredens Sysler kun.
Sværdet hojt paa Knagen
Hængtes bort med Flid,
Mele maa man Kagen
I den korte Tid.
C h r e s t e n , som i Dysten
Stormed’ vældig paa,
Efter Magten lysten,
Den, han ej kan naa,
L ig en Drossel fløjter
Omt sin egen Pris,
Gaar som Probenreuter
Rundt med sin Avis.