335 / 425
327
ilde som Billedhugger; Hos os.
Hvorover lian bliver
meget bojtravende og erklærer hende for et skrøbelig
l.ersom en Billedhugger som han ikke kan være tjent
mcd; Og fortvivler og gaar; Til en sagte Musik.
Og
Fru Hennings fortryder det fordi hun
er bange at
Sjæfen
skal lade Stephensen forsoge sig i Faget; Næste
Gang.
Og jeg
har glemt at fortælle, at
Rosenkilde
har spekuleret i Hegnede Teglværks Papirer. Og brændt
baade Teglsten og sig selv ; Desformedelst.
Hvilket
er Krogstads Skyld, som er Sofus Petersen og meget
skurkagtig; Men Fru Hilmer er den, jeg synes bedst om,
fordi hun udtrykker de ædleste Tanker og reneste Folelser.
Men saa i tredie A gt har Emil igjen faaet Lyst til Elsker
faget, og Fru Hennings er lige ved at glemme Sangen-
Berg; Hvad der er naturligt; Fordi Emil er alligevel den
bedste og ikke som Herman Bang kalder ham en Tnsmorke-
sværmer men et Geni.
Og han er lige ved at ville tage
Rollen fra Sangen-Berg men husker paa: At han alligevel
er for gaipmel og at selv om Sangen-Berg er lidt gron
endnu kan han blive god; Naar ban bliver gjemt. Og
Emil faar Fru Hennings til at rebe, at hun egenlig tænker
det Samme og Sangen-Berg kommer ind og faar sin Rolle
igjen.
Og Emil gaar hjem for at læse over paa sin; I
Syvsoverdag. Og imens har Fru Hilmer taget Olaf, hvad
der er det fornuftigste hun kan gjøre fordi de To passer
sammen; Og Olaf er nok kun en simpel Komiker; Men af
første Sort. Hvortil Petersen bemærkede med Haanskhed: Der
har Du lavet en rar Pærevælling sammen, Severine, aa Du ku
mageli fortjene aa blie Kretiker ve Ferslews Aviser, vis
ænten Falk- eller Hærmand sku falle fra faamedelst Jærne-
blohed aa dera flydendes Umulibed. Ettersom Du har ikke
forstaaet et Mok a de Hele, som Du skal være unskylt i væ
rendes sæl baade ukondi aa umøndi; I Kjærlihed.
Den tobenede.
(Frit efter K a a l u n d ) .
k
' i
J
w -
, x Æ
M u
L . î f e o * ■
,
M m
L
J e T a u b e r med det purrede Skind,
Hvor boltrer han sig med lystigt Sind
Derude i Vælgermassen;
Det gaar af Sted over Sten og Stok,
Blandt C h r e s t e n s trofaste brogede Flok,
Og T a u b e r agerer Bajadsen.
Han er hverken vasket, redt eller kæmt,
Og lækre Retter blev aldrig gjemt
T il ham fra en Embedsmands Kokken.
Og maDgen en Gang til K r a b b e s Hjem
Fra S l a g e l s e maatte han fægte sig frem,
T il Valgkredsen vendte ham Ryggen.
Blandt Stillerne tog man en Glarmester ud
Og kasted ham ret som en ussel Klud
Over Bolværket ud i Kanalen;
Dog T a u b e r slap paa det tørre op
Og gav Ko rsør-Politiets Trop
Samt Borgmester R u m p paa Halen.
Den Spog var forgrov, skjont Badet var sundt;
Men Tabet af Stilleren gjorde ham ondt.
Han holdt sig til det, der var faktisk:
Hans Glarmester havde jo mistet sit L iv!
— Var T a u b e r ikke spekulativ,
Saa var han des mere praktisk.
Dog det havde nær ham bragt om en Hals :
For Stævningsmændenes Rænker til fals
Hans Bopæl bli’er eftersporet;
Me n T a u be r er snild, han hytter sig nok,
Thi hvei Gang han seren mistænkelig Stok,
Saa smutter han ind paa Kontoret.
I folkelig Frihed Diæter han ned,
Vel vanked’ der ofte Knubs og Stod,
Dog bjerged’ han, hvad han kunde;
Og hændtes det under Tiden, at
AfHo'det blev hannem taget hans Hat,
Gik Madlysten dog ej til Grunde.
I Solskin og Regn, i Slud og Vind
Han gaar i den samme Pels af Skind;
Og lader L a r s D i n e s e n snakke!
Thi hvad end saa denne vil sætte deri,
Har T a u b e r dog taget sit Parti,
Og tager med den til Takke.
Nu fandt han i V ed b y en herlig Plads,
Hvor han gjor Krumspring og leger Bajads
Blandt Venstres forskjellige Grupper.
Saa vakker en Fyr man aldrig saa,
Snart er han underst, snart ovenpaa
Som Fedt paa diverse Supper.
Se der er nu C h r e s t e n s Slagterhund.
Og S c h e l d e , den lille Slikkemund,
Og G r e v e n s fornemme Støver,
De ruske i T a u b e r s uldne Paryk,
Lad hele Højre knn kalde ham styg,
En folkelig Kræmmerbedrøver!
Og han den stakkels forfulgte Fyr,
Han mangler intet, han er jo Martyr;
Han har jo Diæter og Helsen,
Har Folkefrihed og Venner nok,
A f Forbundsfæller en udsøgt Flok,
De foragte ham ej for Pelsen.
H r . G o ld s c h m id t, der her
hjemme bar naaet til at rangere
lige med Mænd som Prof. E rs-
lev,
V a ld e m a r
S c h m id t,
S te p h e n s , B ills , S c h e n s tr ø m
o. s, v., lader bekjendtgjøre i Bla
dene, at han for Tiden i P a r is docerer sin Nemesis-Theori
<for en snævrere Kreds af Lærde og Videnskabsmænd*.
Denneagtværdige Stræben efter at gjælde for en
«/¿ømme
serieu x
» maa af enhver Uhildet følges med virkelig Deltagelse,