339 / 425
331
Telegrammer til
<gunch.
B e r l i n , den 1 9 . Ok t o b e r . I herværende politiske
Kredse cirkulerer det
R ygte, at Viceformanden i det
danske Deputeretkammer, Hr. B e r g , har ligesom sit
franske Forbillede ilet med at aflægge Fyrst B is ma r e k
et Beseg, dels for at erfare, hvorledes denne vil stille sig
til et eventuelt M i n i s t e r i u m B e r g , dels for med ham
at drofte den almindelige evropæiske Situation, særlig med
Hensyn til de under B e r g sorterende »Evropæere».
— (Senere Telegram).
Efterretningen om B e r g s
Besøg hos Rigskansleren viser sig at være forhastet. Hr.
B e r g er paa sin Rejse endnu ikke kommet længere end
til V a n d s b æ k.
Konkurrencen ieve,
Vor gamle Hol berg, som bekjendt,
Skal ha’e sig snart et Monument,
Og man har raisonert som saa:
I Soer skal Mindesmærket staa;
Den Tanke ligger ganske nær,
Thi det, lian selv har rejst sig der,
Af Folket slig en Medfart faar,
Åfc snart det som et Minde staar,
Om hvordan ikke man bør hædre
Den Arv, man tog fra sine Fædre.
Nok sagt; til Mindesmærket man
Fik bragt en Kommité i Stand,
Som meget prompte fik begyndt
Det første Skridt: at skaffe Mønt.
Naar Mindesmærket rejses skal
Maa det jo være af Metal,
Og dette fik den bragt for Dag
Fra Godtfolks Pung i Ro og Mag:
Yort Publikum kom med i Legen,
Saa nok det noget faar af — Stein.
Thi skjønt vi <•Konkurrencer» faar
Om Mindesmærker, Tingen gaar
Saa regelmæssig, som den gik
Med Lodder og ved Mekanik.
En Kunstner tage ban med Lyst
Paa Værket fat; han har den Trøst,
Som gjør en Tyrker Livet nemt,
At al Ting forud er bestemt;
Derpaa er han aldeles sikker,
At Fatum hos Hr. Mel dahi stikker.
Selv om en Kunstner gaar saa vidt,
At han gfer Møde her med Skit
ser, som blev andet Steds kassert,
Er dog hans Udsigt ej spolert.
Om Ludvig Holberg ogsaa bli’er
Juelbenct, ikke meget sier,
Naar Meld ahi aabeubart har Trang
Til Juel at skufle en Pendant
Til næste Jul, saa uden Skade
Han kan beses fra Holbergs Gade.
nerindividualitet i den Grad kunnet
støbe sig selv ind i Formens fineste
Gradationers umærkelige Nuanceringer.
Tjenerens Rolle, der gaves fordringsløst
oguden Pretension, fremhæver H e r m a n
B a n g s nervøse Kulde; man mærker, at
der under denne Verdensmands - — man
kunde næsten fristes til at anse ham
for *
un g&mm éux
•, •
u n petit crevé
» — •
isnende Ro syder en hel. Begtønde
af
utilfredsstillet Ærgjerrighed. LægMærke
til den ombejede F lip !
Vognen ruller
af Sted.
Er De med? Nej, det er
sandt, De har jo ikke været i Hillerød.
Tæppet gaar op. Aandelos Spænding!
Politimesteren i Hillerød polerer sin
Kiggert.
Det var ham, der fangede
Oie Sørensen.
Kunde han fange de
»Haabløse Slægters* Efterfølger i den
•Utrykte Novellette* Hr. B a n g vil op
læse! Skulde man opleve »Haablese
Efterslægters» Konfiskation!
Hr. B a n g
træder ind.
Var det en Succes? Det
vilde være
for dristig sagt.
Han
spiller for meget
paa siriPerson.
Be
vægelserneere kantede,
Organet ikke
fejlfrit.
Sorte Klæder flattere ikke Kr.
B a n g og Hr. B a n g flattcrer ikke de
sorte Klæder. Og hans Konst er ikke
frisk.
Den minder om Dyreryg, der
har bængt for længe.
Det var et
genialt Greb af Hr. B a n g at vælge
Hertug S k u l e til sin egenlige Debut
rolle.
Han sknier udmærket!
Man
mærker strax, at han ikke sidder inde
med Kongstanken.
Kun
burde ban
have beholdt sin Ulster-Coat paa. Der
ved vilde han have opnaaet en større
Afrundetbed i Figurens lavere liggende
Partier. Hvem er Skule? Det er Kri
tikeren, Dramaturgen, Manden med de
mange gode Raad til Andre, men som
selv mangler Evne til at spille Kon
gens Aladdinsrolle. Skule er Nnreddin,
der maa afstaa Hakon-Aladdin Theater-
lampen med al dens Glans.
Og Bi
skop Nicolas forudsagde det.
Derfor
hader Skule Bisp Nicolas og kalder
hans Kunst for »Tusmorke*.
Hans
egen tr Magistratsmaaneskin
Skule
tvivler. Her maa jeg sætte et Spergs-
maalstegn. Thi H e r ma n B a n g tvivler
om Em il Poulsen, men haj han nogen
sinde tvivlet paa sin egen Tvivl ? Eller
paa sit eget Talent? Dersom han vilde
være mere naturlig, mere sand, mere
realistisk, vilde han uden Tvivl kunne
blive en brugbar
P cre tiulle
ved Kjerte-
mincte Sekondtheater.
Eller J »arne-
komiker paa Dyrehavsbakken! Her er
en Opgave! Lad Hr. B a n g , naar han
vender tilbage fra sin »Herman Bang-
Touir.ee» — A propos! Hvorfor har den
ikke været nævnet i Ferslewe »Theater-
nyt* ? — i Hillerod, Roskilde o. s. v.,
alvorlig overveje, om de store Ibsenske
Skikkelser lade sig opføre i sort Kjole
og hvidt Halstørklæde. Disse Vikinge
konger gik sjeldent med hvidt Hals
bind.
Den Eneste, om hvem dette
vides med Sikkerhed, er Kongen af
B o g o .
Men hans Figur egner sig
heller ikke for Scenen, især ikke for
Balletten. — De er vistnok træt, min
p'rne! Skal jeg blive ved? Ikke! Saa
vil jeg kun endnu fremsætte en ener
gisk Indsigelse mod den Maske, hvor
med Hr. B a n g fandt det passende at
udstyre Hertug Skule. Den var aldeles
haabløs. Cg saa Parykken var alt for
outreret.