338 / 425
Gambetta hos Bismarck.
O g i Fald De ikke skulde være træt a?
Telegrafens Ord om ovennævnte Sag,
Skal De høre her om
BlSMARCK og GAMBETTA
Og deres Sammenkomst forgangen Dag.
Vi kan Sagen
„mit Umständen“
fortælle,
For vi har den just fra vores specielle
Referent, og det er ikke nogen Kro-Vits,
Men sandt, at han er ii’esaa god som BLOWITZ.
Det var en Formiddag i Efteraaret,
D a
Fyrst
BlSMARCK paa
Frisøren havde kaldt,
Og da denne færdig
var
med Hovedhaaret,
Som paa den store Statsmand jo er talt,
Da bankede det udenfor paa Døren,
Og
BlSMARCK
havde knap den aabnet, førend
Han lige strax fik Øje paa
GAMBETTA,
Der paa Maatten tørred sine Støvler net a’.
Og meris Fyrsten, lig en Hindu til en Rismark,
Smiled’ venlig, sa’e
GAMBETTA
disse Ord:
«Undskyld, hersku’ være En, som hedder Rismark;
Med Forlov at spørge: er det her han bor?»
Og Fyrst
BlSMARCK,
som ej kommer let i Vinden for
E t Svar, sa’e: «Ja, værsartig, og træd indenfor!
Lad os faa en Passiar,
i
Fald De gider?
Men tag Dem i Agt for Hunden, for den bider!»
Og han sagde dernæst: «De maa være træt a'
Denne lange Vejs Møjsommelighed!
Vil en Stol De eller en Taburet ha’e?
Gener Dein ej, men sæt Dem bare ned!
Det er længe siden, sidste Gang jeg saa Dem ;
Men Tiden har dog ikke taget paa Dem:
Man kan se, at De beklæder en go' Post,
Og kom saa, lad os faa en Smule Frokost!»
Og saa sad de to, som om de vare kjødelige
Brødre ganske ugenert ved samme Bord:
Man sku næsten tro, at det var simple dødelige,
Saadan tog de for sig af det gode F o ’er:
Slesvig-holstensk Ost og hollandsk Genever,
Ægte Rhinskvin og Straszburg-Gaaselever
Blev fortæret, og da
BlSMARCKS
Kontrapart igjen
Maatte gaa, sa’e
BlSMARCK
til ham: «Kom nu
snart igjen!»
Men hvad mer her taltes om, og hvad de vilde med
Sammenkomsten midt i Efteraarets Slud,
Har vi lovet, at vi vilde tie stille med!
Det skal ingen let faa pumpet af os ud;
Men af denne Flig, vi her af Tæppet lettede,
Kan man se, hvor nøje vi er underrettede,
Og hvis ikke De vil tro, at Sagen har sin
Rigtighed, saa kan De rejse selv til
V A R Z I N .
Dramaturgiske Studier
af
Hr. Manbang.
Ny Hække.
I. Herman Bang-.
Har De læst »Haabløse Slægter«?
Ikke! Saa skulde De gjere det. Hvor
for? Fordi det er mig, der har skrevet
den om mig selv, for mig selv og til
mig selv.
Derfor laa Ironiens Skjær
saa stærkt over Etatsraad Crone. da
han blandede sig ind i det Parti Piquet
med blind Makker, jeg spillede med
mig selv.
Han sagde Kortene vare
fedtede. — Maaske vare de det! Men
for os, der horer den unge nervøse
Slægt tjl, er det en underlig forknyt
tende Følelse, at se den nye fremad
stræbende Tid blive værdsat efter Poli
tiets gammeldags Cronemetermaal. Har
De været
i
Hillerød? Heller ikke' De
skulde tage derhen.
Ikke for at se
det forhistoriske Fremtids-Museum eller
spekulere over, hvad i al Verden der
egenlig skal stilles op i det.
Skal
jeg betro Dem Noget? Ikke! — Maa
ske bar De Ret heri.
Heller ikke mig
skal man betro Alt.
Men de« drama
tiske Kunst herhjemme hviler alt for
meget paa det Overleveredes Basis.
Vore Skuespillere krølle endnu deres
Haar med det Michael Wieheske Krølle-
jern ,, og vore Skuespillerinder dyppe
endnu deres slanke, fint tilspidsede,
men ængstelig nervøse Fingerender i
Fru Heibergs
Sminkekrukker.
Hør
ligger Fejlen. Der er noget indestængt,
noget med Yale-Patent-Laas af for
bedret Konstruktion forsvarlig aflaaset
over vor dramatiske Kunst.
Op med
Vinduerne! Eller bedre endnu! Hvad
mener De, Frue, om at rejse? Lad os
rejse til Hillerød. Det er nemt gjort.
Man hyller sig i sin Ulster-Coat, ikke
fordi det er koldt, men fordi vor Slægt
er baade kuldskjær og nervøs. Man
tager sit Rejsetæppe med.
A propos
om Rejsetæppe, saa forlanger Moden,
at det skal være blaat, morkeblaat med
stort rødt Navnetræk. De sm iler! Er
det ad Kronen over Navnetrækket? Nu
ja, piaaske er det latterligt, men al
ligevel er der Mange, der misunde os
denne Krone.
Her hjemme kunne vi
ikke som Franskmændene sætte et
de,
eller som Tydskerne et
von
foran N av
net for at pointere Slægtsmærket, Af
stamningen.
Hvad gjør man?
Man
sætter Krone
Har De en •
F ig a r o •
med? En
•F ig a ro »
gjor Indtryk af
Dannelse. Man mindes Sardou, Dumas,
Abrahams.
Man stiger ud paa Per
ronen i Hillerød, Tjeneren bærer Tøjet.
Det er Forspillet.
H e r m a n B a n g er
særdeles heldig i denne Rolle. Hans
nonchalante Udstigning af den obligate
1
ste Klasses Coupé, bims overlegne
Ro, medens han vrider sig langsomt
af Sted med Ulster-Coaten slubrende
orn Hælene, uden at ban saameget som
hæyer Blikket fra sin *
F iy a r t
n ; medens
iian passerer den af beundrende Hille-
rødder opfyldte Ventesal, minder vel i
Noget om Hr. P i o, medens han endnu
var paa Folketheatret, men har tillige
et eget romantisk Snit, som man synes
fører En tilbage til Kunstens Glaps
periode. Siden C a r l P r i c e forlød det
lyriske Elskerfag, har ikke nogen Kunst-