342 / 425
334
Verdens Gang.
il S o f u s H ø g s b r o s „
danske
Folketiden.de “*
Hvis Sandhedskærlighed er ve! bekjendt,
Har B j ø r n s on nylig den Erklæring sendt,
At Norges Venstre er saa langtfra stridende
F o r Republikken, at hvis sligt er hændt,
Sker det i alt Fald mod hans bedre Vidende;
De Stikord, man deroppe fra kan høre,
Med Republikken intet har at gjøre.
Saaledes var omtrent de Ord, der løde
Fra ham, der ellers Kongedømmet flaaede;
Fra Danmark iløj de op til Norges Røde,
De var for dem, de var for os en Gaade.
— Dog Bjørnson véd, at Høgsbros Spalteføde
Skal altid læses paa en egen Maade,
Jo, det er klart, at Bjornson nok har kiendfc ham
Til Bunds og derfor sin Erklæring sendt ham.
Og er der nogen her i Dannevang,
Hos hvem ej hver en Rast af Tvivl er svunden
Om, hvad den norske Skjalds Sirenesang
I Høgsbros Folkeblad betød i Grunden,
Saa har han taget Bladet selv fra Munden
I denne Tid — ak, det er «Verdens Gang»!
Der har han sagt: «Det gavner ej, vi nægter,
Det er fo r Republikkens Sag, vi fægter!»
E t Ord kan være nok saa godt som tyve,
Og mellem Bjørnsons Ord var et især,
Der snart som et bevinget Ord vil flyve
Og gi’e hans Brev til Hegsbro dobbelt Værd:
Om gamle Norge siger han, at der
Man vænnes til o f f i c i e l t at lyve.
— Se, nu kan man forstaa, hvorfor af Pennen
Undslap ham hin Benægtelse ti! «Vennen»!
Hin Sandhedskærlighed, den velbekjendte,
Paa hvilken Hogsbro her har Eneret,
Gjør, at det er os Danske saare let
At fatte, hvad vel Bjernson har
in mente
,
Naar han i Folketidende la’er prente,
At Norges Venstre er just ikke slet
Saa rødt, at Tronens Fald dets Harm kun dæmper,
Og at det ej for Republikken kæmper.
Men da man sagtens endnu ikke véd
I Norge, hvad forlængst man her i Landet
Forstaar ved Høgsbros Sandhedskærlighed,
(Og Misforstaaelse var hist forbandet)
Saa er der jo for Bjornson intet andet
Tilbage end at give ren Besked,
Selv om for «Vennens» Rygte heraf stammer Kval.
— Jo, det er Verdens Gang i Livets Jammerdal!
Fru
Sørensen,
Ja det véd den søde Gud, at det
er drøjt at flytte, søde Fru Schrøder og De kan da
flok tænke Dem, at Sørensen var ikke til megen Nytte
i Retning af at hænge Gardiner op eller slaa Skilderierne
paa Væggene, baade ifølge hans Trevenhed og hans
Korbelance, fordi han nemlig altid støder Maven mod
Væggen naar han skal paa Stolen for at hugge Søm i,
og det- kan han ikke taale siger han, men faar Kon
fusioner til Hovedet og Obstruktur i Maven deraf, saa
det vil man dog ikke have paa sin Samvittighed,
skjønt jeg tror nok det er Opfindsomhed af Sørensen
alt sammen, efter som han gik i Klubben ganske rolig
og lod os om det Hele, og saa gik det jo galt nemlig,
at Flyttemæudene havde forstaaet Norrebrogade 285,
istedetfor Vesterbrogade 135 og saa kan De tænke
Dem, hvor uheldigt søde Fru Schrøder, at der netop
er flyttet Folk væk i 235 paa Nørrebro og ingen nye
Lejere og der ruller de Dumrianer ganske one weiter
ud paa Norrebrogade 285 og kyler alle vore gode
Møbler, baade dem med Krætong og dem med Ribs
paa, ind i tre smaa lurvede Huller, hvor der er en
Skomagerboutik under neden oven i Kjøbet og af den
Grund lugter af Blauksværte, føj, og vi gaar ude i
vores dejlige anden Sal paa Vesterbrogade og tror
der er sket en Ulykke, og det biiver Aften og det
bliver Nat, og vi har ikke saa meget som en Stol at
sidde paa, saa vi maatte ligge os plat ned paa
Gullerne tilsidst alle sammen og fik ikke Søvn i Ojnene,
og næste Dag render vi jo op paa Flyttekontoret, og
fik at vide hvordan det var gaaet, men det aller
værste v a r , og det fortæller jeg kun ti! mine aller
bedste Veninder, som for Exempel Dem, sede Fru
Schrøder, at Sørensen maatte sidde som en Husvild
paa Stationen hele Natten, fordi, da han gik fra