347 / 425
339
Jubilar. Vi have til den Ende i vor Mark-Twain’ske
Udklipsbog indregistreret følgende Brudstykker af
Dag
bladets
Artikel om Cher i Mauri ce, der synes os at
maatte kunne finde Anvendelse ved denne Lejlighed.
* . . . L a d os gjere Direktøren et B e s e g l . . . . . Man gaar
op og banker paa, modtages ikke af nogen Tjener i Livrée,
men lukker selv op og træder ind i en lille Stue, hvor
en Skriver staar ved sin Polt og arbejder uden at tage
videre Notits « f den indtrædende.
Man spørger igjen om
Direktøren, Skriveren peger paa en aabenstaaende Der,
man gaar uanmeldt ind og staar nu i Direktionsværelset
................. En Personlighed afspejler sig i
6
ine Om
givelser ...................I hans Arbejdsværelse findes der intet
Spor af Luxus, ingen Portierer for Deren, ingen Brysseler-
tæppe paa Gulvet, ingen polstrede Møbler, overhovedet
intet overflødigt Apparat — det hele er tarveligt, be
skedent, som han selv, der hele sit Liv igjennem aldrig
har stræbt efter at s y n e s , men kun efter at være. Klart og
skarpt prøver han enhver Person og enhver Sag i For
hold til dens virkelige Beskaffenhed, dømmer selv og
handler derefter.
Dette kjender hans Personale af lang
Erfaring
Thi ligesaa bestemt og uafhængig, som
han stiller sig overfor sine Skuespillere, har han ogsaa
til enhver Tid stillet sig overfor Pressen, ja, naar det be
høvedes overfor Publikum selv............
. , . .Mere end én Gang har han i Forhold til et vildledt
og ubillig dømmende Publikum vist en Fasthed som im
ponerede det og aftvang det Agtelse, og hvad Pressen
angaar, da kjender han
hverken til Smiger eller Be
stikkelse af nogen A rt
Han viser den skyldig Høflighed,
men lader sig hverken paavirke af den eller seger paa
sin Side at faa Indflydelse paa dens Mening.
Resultatet
af denne Fremgangsmaade er, at han baade i Publikum
og hos Pressen nyder en almindelig og grundfæstet
Agtelse. Maaske opnaas et saadant Resultat noget lang
sommere end den tilkjebte Popularitet,
6
om mange andre
Teaterdirektører vide at
forskaffe sig, men det er til
Gjengjæld varigere og mere ægte............
' . . . . H a n s Evne til at opdage og udvikle unge Talenter
er fuldkomment enestaaende.
Der cr ved hans Teater
ikke Tale om famlende Forsøg eller unyttig Ophobning
af usikre Skuespiller-Emner,
som
spilde deres Tid i
Lediggang.
Hans skarpe Blik opdager hurtig, om en
Begynder har virkelige Anlæg og i hvilken Retning de
ligge. Har han intet Talent, bliver han sfcrax fjernet............
Sjeldent eller aldrig tager han i den Henseende fejl i sin
Dom og lader sig i denne hverken paavirke af Publikums
løse Skjøn eller af Kritikkens Ros og DadeL
Den Be
gynder, han selv tror paa, beholder han, om saa alle
Recensenter ere enige i at forkaste ham, og flere end En
har han paa denne Maade reddet for Kunsten
•
Naar man har saadanne Blomster at flette i
Kransen, vil det være en let Sag for os at skrive en
Jubilæumsartikel om Kammerherre Fall esen, og
naar vi saa hertil foje et Referat af det eventuelle
Festmaaltid, hvor vi antage, at Hr. Professor Molbech
— til den Tid rimeligvis Ridder af Danuebroge m. m.
— vil holde Festtalen over Motivet
«Nehnt ein
Exempel dran
!>>, og en Skildring af det rorende
Slutningstableau i bengalsk Ud, hvor samtlige Skue
spillerinder og kvindelige Elever under Udraabet «Du
kjære, kjære gamie Kammerherre!» falde Jubilaren om
Halsen og kysse ham, tror
Punch
, at ogsaa han har
fejet sit Blad til den Lavrbærkrans, som det tak
nemlige Publikum om en Snes Aar vil særte paa
Kammerherre Fal losens Isse. Og det kan vi takke
Dagbladet
for.
L e g a t .
Efter Forlydende har Etatsraad H. P. H o l s t i An
ledning af sin 70-aarige Fødselsdag oprettet et Rejselegat
for uformuende Digtere, Legator har selv skjænket den
første Portion til Digteren H. P. H o l s t til en Rejse til
Græker- og Jodeiand.
da
e en ■ynet ej toM ie
0$ ■kan
—
et dens cn-is
!
¿tvoi -{hal
-man
e&ojct
pfoftH«,
JCvos
det
en
di t o e t
^i-'es ?
saa kan man se, hvis Skylden er, hvis
der bliver begaaet en F e jl; den fjerde
Arbejder sidder over, som det kaldes.
Det har han formodenlig ogsaa gjort i
otteogtyve Aar.
Han sidder bojet over
de foran harø udbredte Kort og stirrer
paa dem for at opdage den mindste
Fejt. Det er et strengt Arbejde, men
derfor varer det heller ikke ret længe
ad Gangen, saa bliver han afløst af en
anden.
Naar dette ikke skete, vilde
han blive blind for hele sit L iv.1 )
I næste Stue gjælder det Tarok
spillet; men det forstaar jeg mig nu
slet ikke paa. saa her skal jeg vel
vogte mig for at kigge dem i Kortene.
i) Ved det tredie Bord var man
i
Færd nied
den Operation at vaske Kort. Dette er et kjede-
ligt Stykke Arbejde, men maa alligevel gjere*
grundig, hvis
m a n
vil haabe at tjene Noget ved
Spillet; ellers komme nemlig let for mange af
en Farve til at sidde samlede, og det er farligt.
Je g staar lidt og ser derpaa, jeg synes,
det er svære Koit, de alle har. En ai
Arbejderne har en Pisk — ikke i den
Betydning, at han bar drukket for me
get — nej, han har virkelig en Pisk,
og de andre vaande sig under den.
Det sortner for mine Øjne, det er ikke
Kort mere, de spille sned; det er storo
Blade, saa store som «Minder fra det
forsvundne Kjøbenhavns der flyver lo ld -
boden, og der kommer Hesten paa
Kongens Nytorv og saa Rundetaarn og
saa Fruekirke.
»Men hvad er det dog?»
spørger jeg min Fører, »hvad er det
dog?» __ .Det er et meget svært Spil.
Han ultimerer !• led Svaret.
Vi havde gjemfc den sidste Stue
til sidst, og derfor kom vi til sidst ind
i den sidste Stue.
Her var man alle
rede færdig med Kortene, man vidskede
Beterne ud. Dette er det vanskeligste
og kostbareste Arbejde ved hele Kort
spillet, for det skal slaa lige til, ikke
den mindste Feji maa der være, saa
maa det hele gjores om igjen.!)
Hvor umaadelig Omsætningen var,
kan man gjere sig et Begreb om, at.
der ved saadan et enkelt Spil, selv et
af de allerbiiligste, altsaa til 50 Øre,
kunde tabes Kroner i hundredevis —
tusindvis, sagde rnin Fører, men det er
vel lidt overdrevent.
»Men man kan
ogsaa tjene meget ved Kort,» svarede
jeg.
»Lad os ikke tale om det, min
unge Ven!»
Hvad siger De nu, naar jeg nu
slutter denne kortfattede Feuilletou?
Dog vel ikke, at jeg sad i Uheld,
for saa svarer je g : Gnavkort!
H e r vaD B a ng .
1) Der er ogsaa Fare forbuaden med dette
Arbejde, siger man, det slaa-r sig paa Humøret,
Hang til Selrmord aries ofte heraf.