S_Punch_1881

342

Ære den, somæres bor.

(Mel. af

•Stegekjælderen*)

L a d enhver kun, som har Lyst

Stadens Fædre skose,

Vi vil af vort fulde Bryst

Magistraten rose;

Glans af denne faar vor Stad,

Som en Bistrupmiddagsmad

Middagsmad

Faar af Kransekagen,

Det er netop Sagen.

Paa hver Plads, hvor klædt i Halm

For en Pumpe knejste,

Ser man nu til Dags af Malm

Billedstøtter rejste,

Hvori vore store Mænds

Træk kan ses, jo det kan hænd’s,

det kan hænd’s,

At mens Dyden lønnes,

Byen selv forskjonnes!

Snart blandt ø s t r e Anlægs Trær

Vil en ny man finde:

Unge J a k o b s e n faar der

C a r s t e n s rejst et Minde.

Det skal staa som et Bevis

Paa den grumme store Pris

store Pris,

Han og ingen anden

Her har sat paa Manden.

Muligt véd vor Magistrat

Næppe om ham andet,

Bud han var en Rendegat,

Som stak af fra Landet;

Og i Fald en Almuesmaud

Vil den spørge: hvem er han?

hvem er han?

Svaret blier et Aber:

Det er inte Faber!

P e t e r F a b e r faar imens

Lov at give Mode

Ude mellem Assistens-

Kirkegaardens Døde,

Thi fra de berømte Mænd,

Der er kjendt af J a k o b s e n

:,: :,: Jakobsen :,: :,:

Og af S t e i n er «hugget»,

Er han udelukket.

Hvis P a r i s e s Byraad var

I sin Smag saa kræsen,

At det vraged’ ham, som har

Skrevet M a r s e i l l a i s e n ,

Sikkert nok for slig en Spøg

Fik det Lov at ta’e sit Tøj

:,: :,: Ta’e sit Tøj

:,:

Og med Spot og Skammen

Strax at pakke sammen.

Her dog ikke Raadet la'er

Sig saa let forstyrre!

Byster man desuden har

Nok fra ott’ og fyrre.

Vil De bare vente lidt,

Skal De sé dets L. N. Hv i d t ,

L. N. Hvidt, :,;:,;

Som en Plads blev skjænket,

Hvor han godt er bænket.

Og da Raadet kom saa vidt,

At en Hvidt man ejer,

Gjor med Carstens det et Skridt

Til at faa en Bajer;

Thi da ned mod Bajern han

Drog som stor Berømningsniand,

: , : rømningsmand, :,: :,:

I hans Billed ejer

Man den halve Bajer.

Og den anden halve faar

Man, saafremt man vilde

Cd paa v e s t r e Eirkegaard

Carstens’s Billed’ stille,

At det «Folk», som har ham her

Rejst, kan let ham komme nær

:,: komme nær :,:

Og kun lidt Besvær ha’ø

Ved at sé ham hver Da1.

Hvad der iaa om Smørret.

Mo g e n s e n var evropæisk stemt.

Det

tunesiske

Spergsmaals

trykkende Indflydelse paa Fede

varer, i Forening med den ved

Republikanismens Fremvæxt i

Norge fremkaldte Uro i Slipfisk

havde bragt hans Sjæls Pendul i

stærke Svingninger, der fik

hans Ansigtstræk til at bævre som et sydamerikansk

Landskab i Jordskjælv. Da

Punch

traadte ned i hans

Troglodythule, blev han modtagen med en officiel Kulde,

der var saa mange Grader under Frysepunktet, at den

vilde have bragt selv en Nordenskjold til at vende om,

hvis ikke den Golfstrøm af konfidentiel Veivillie, der

blinkede i Mogensens Øjekroge, havde ført en velgjø-

rende Varme med sig, som fik Isen til at smelte.

Punch

forstod, at der var Noget paa Færde. Saa

snart han var kommen

em, ilede han ind i sit Løn

kammer, udtog forsigtig Smørret, og o Fryd ! Det var

den velbekjendte Haandskrift og det velbekjendte Brev

papir, i hvis ene Hjørne et vældigt

C, B.

med en

Kongekrone over tilstrækkelig angav, hvilken kostbar

Skat der atter var falden i

Punch

's Hænder. Brevet

lød saaledes:

Y a rz in , O ctobre 18 8 1.

Å M o n sieu r

M o n sieu r le G o u rm a n d Je p p e Jo ch u m sen

Ludserød.

N otre fa v e u r c id e v a n if

A vec cette sa lu ta tio n royale

j e comm ence m a lettre, p a rceq u e j e suis red even u

comme

a u trefo is u n g ra n d g u id e et ro i.

A h m on a m i! J e vats

vous fr o t t e r 2 da n s l'o reille u n g ra n d secret.

Vous avez

sans doute lu dan s les gazettes les a rtic les et dépêches

concernant la v is ite , que M o n sieu r G a m b e t t a

qvitte