354 / 425
346
Danmarks Lystændere.
4 ^ / 1 ^
|
f
f
'-'*?J 4
/TTy^-.
j - s 'jj
n T v
z\
¡x">-
-•
.
A A A A - ® ' I F A V
D A V
'
' - i U . * C A
3 * aa Vesterbro, som af Glædens Savn
Ej vansmægter,
Hvor
rPeters-Haab“
sit gode gamle Navn
Ej fornægter,
Skjønt som
„ Valkyrienu
den steg a f Daab,
Kom nys tilsammen Venstres petershaab
løse Slægter.
D e satte nyt Snit paa
Valkyriens
Bakkanalier:
Thi
H
ø r u p
saas med
C H R E S T E N P o v E L S E N S
Kronregalier.
, *
Desuden mødte paa samme Sted
En vis Hr.
C
h r i s t e n s e n
,
som handler med
Viktualier.
Den nævnte Statsmand, om hvis Program
Man omsonst spor’,
Fik talt, saa Venstre højt beære ham
Med sin Gunst bør;
Thi han fordunkled’
H Ø R U P
ikke lidt;
Nej, dennes Ord var som det bare Fedt
Imod Kunstsmør.
Han kaldte dem, der slaar for Venstres Ret
I disse Tider,
L y s tænde r e , et Navn, som ingen let
Dem bestrider.
Og herved har han gjort den Ting klar,
A t udenfor sit Flæsk han ogsaa har
Gode Sider.
Den Ros er sand, som af en saadan Ven
Og Forbundsfælle faas,
Thi under Skjæppen har ej Venstres Mænd
Sat en Tællepraas,
Og skjønt de mangler den rette Gnist,
Saa kan et Blus pas Lampen ganske vist
D o g hos S c h e l d e faas.
Fra T a b u r e t t e Lystændernes
Ild dog stammer:
Hun lyser mest blandt Bondevennernes
Mange Flammer;
For hendes Skyld blev Venstre grov og studs
Og har belyst med bindegalske Blus
Vort Folkekammer,
.
Men skjønt selv ikke
S c h e l d e s
Lampe bli'er
A f slig en Draabe fuld,
Kan Venstre dog efter denne Svir
Gjerne raabe fuld
A f Glæde over det «vundne» Slag:
« V a l k y r i e n har gjort vor gode Sag
Petershaabefu'd l»
VANDENES FATTER.
D e r Job en plumret Strøm ud i Klarebodstrand,
Og grumset var dens Beige og brakket dens Vand;
Den store Gyldendal blev forfrisket af dens Duft,
Som Rosenaaen bragte den en ganske egen Luft.
Dér hviled sig en Sanger; til Harpens rene Spil
Han sang paa K raft: »Jeg bærer min Hat, som jeg vil.*
Da steg af Vandets Haller op en ganske dejlig Me,
Saa nogen som en Beige og saa frisk som Esrom se:
• Je g har bestandig fulgt Dig, Du geniale Mand,
Og al din Digtning gjorde jeg til det rene Vand.«
Han svared: «Jeg D ig skylder mit mest vandede Digt,
Vand er min Bippckrene, — je g e r Alvorsmand paa Sligt!»
.
; Det var en ordenlig Vandgang! —A. „Slægten havde
været i Jern, i Panser og Plade, lnaaske ,først mellem
Rauker og Roser, men nu i Vandet.
Den roste sig af i
d an fe Tider at have boet paa en Holm, kaldet Gammel
holm, som Nyhavn dannede ved sit Udløb i Havnen. Her
var «Morgengnavets» Kontor, der strakte sig som en tarve
lig Pynt ud i Høruphav.
Mange Bække smaa gjorde en stor RedaKtionsaa, der
ved Sluser kunde sætte Spalterne under Vand.
Her tum
lede Junker H o l g e r sig som en lille klatøjet Dreng.