Previous Page  355 / 425 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 355 / 425 Next Page
Page Background

347

i l

Side op og Side ned han skrev paa Kryds og Tvers,

Åldeles urimelig og uden Mening i,

Alenlange, dejlige, Holgeriske Vers,

Og •Morgeugnav» og «Dassavis» det kaldte Poesi

Saa vard et en Nat i H o l g e r s Opvæxt. Han laa ved

Esromse. Da hævede sig paa Seen en Kuppel som af det

klareste Krystal

5

og ud af den steg den dejligste Kvinde,

Holger havde set for sine Ojne. Og han havde dog set

mange dejlige Kvinder.

Han trykkede hende til sig. Hun

trak sig tilbage, men syntes endnu at kunne mærke hans

Haands Tryk dér, hvor Arm og liarm medes og danne et

Rim, — farligt for mangen en Digter, hvis Hoved derved

er blevet saa temmelig Lars-Kruset. — Hun talte.

Og

hendes Stemme var blød som Smør.

Hun talte saa for­

unde rlig meningsløst, og Holger svarede hende paa samme

Vis.

Han spurgte, hvem hun var, og hun sagde:

*Jeg

er din Muse; thi jeg er V a n d e n e s D a t t e r ; og Du er

V a n d e n e s F a t t e r ! »

Saa gik hun i Vandet igjen; og Holger laa paa Næsen.

Det var den ferste Vandgang!

III.

Junker H o l g e r til Gammeiholm jeg hedder omtrent,

I «Morgengnavet’ mætter jeg hver en Abonnent;

Jeg kan fylde de vældigste Spalter,

Jeg propper H e g e l s Lade med gyldendalske Ax,

Og naar jeg mig viser, saa forlanger jeg strax,

At man ryger med Virak om mit Alter.

IV .

J a , lær mig kun Idiotismer,

Og vej kun i Flosklernes Bur

Paa Romantikens Bismer

Min reale D igternatur;

Je g blæser kun ad det hele Slæng,

For jeg er ea Mand og ingen Dreng.

Bien!

V.

J e g kaster mig ud i Vandet,

For at se, hvorhen det vil bære,

Og slaar det mig ikke paa Landet,

Saa kan det ogsaa la’ være.

— Arbemirbemarbemurbe,

Sirbesarbelirbelurbe,

L arb e!

— Nej, hvor gjor dog de Drenge Kvalm,

De hopper

Som Lopper

I Sengehalm.

Summa Summarum:

Lirum Larum!

— En Nat dremte Junker H o l g e r , at han saa én af

sine Aner.

Og

saa

sagde han: »Goddag Ane!«

VI.

Hvem staar dér og gantes?

Saa se dog paa ham !

Han leger med B r a n d e s ,

Han lefler med S k r a m .

Han stotter til sin Trefoldigheds Kanon —

Hvor gik Du i Skole, Du sære Patron?

»Af Morgengnavsvæv er min Kappe gjort,

A f Skandtupsk Svineskind er dens Bort,

Og jeg er til Alt kapabel;

Min Amme hed Selvros, min Lærer hed Smiger,

Je g sang jo for B j ø r n s o n og Danmarks Piger,

— Spendabel!

Je g stirrer i glødende Lovtaler ind,

Je g

a x le r

min Krop med

H enriqnelsens

Skind,

Je g tager med Glæde mod Prisen

Og løfter i Sang, men med rødmende Kind,

D a ssa visen !

V II.

H vad er saa let som Vat,

Der stoppes i et Ore,

Hvad er saa let som Pjat,

Man ofte faar at høre,

Hvad er saa let som at

I lette Vogne kjøre?

— Hvad er saa tungt som det at gaa

Med Ballastjærn i Frakken,

Hvad er saa tungt som det at faa

En Kampesten i Nakken?

Ja sig mig det min Skat,

Min egen lille Ven:

— Det er den første Blyhat

Og de første Tømmermænd!

V 1IL

D u , som altid blandt Studenter

Oser Punsen op ved Sold,

Og som dér din Styrke henter,

Giv min Muse Dig i Vold.

Dristig paa Pegasens Bringe

Red hun frem med Sang og Klang,

Hun var til før Rygtets Vinge

F o ’r saa vidt med H e r m a n B a n g .

Hun er evig, kan ej ældes,

Evig som de høje Fjældes

Store, stejle, stærke Steu;

Hun kan digte, saa det klodser,

F æ d rela n d ets

» Dom hun trodser,

r

Verden, den e r hendes Lehn.

Ser Du denne stolte Kvinde,

Denne rige Yppighed,

. . ,

Disse Vers, der altid rinde

Med en uhørt Hyppighed.

Ofte, ofte glad hun bræged

, Som et ungt og yndigt Lam,

Længe før hun vederkvægea’

Realisten E r i k S k r a m .

Se, hun kommer med de mange

Beger fyldt med lange Sange

I sin aabne, nøgne Favn;

Og hun er rain egen Muse,

E r hos H e g e i selv til Huse

Her i H o l g e r s Kjøbenhavn.

— Men Livet er ikke altid Poesi; der maa ogsaa

Prosa til. — H o l g e r følte Livets Kamp. Saa gik han i

Skoven og stirrede ned i Vandet.

Da hævede en Kvinde

sig op til ham, og to hvide Arme tog ham med sig ned.

Vandet slog sammen over ham.

Paa det Sted, hvor

H o l g e r havde hvilet, saas kun et let Aftryk af ham i

det fugtiggrønne, stærktduftende Græs.

Det var den anden Vandgang!

(Sluttes.)