358 / 425
350
Kammeraterne.
Motto
:
Den. ene roste tidt den andens Kapper;
Til Gjeng-jseld blev hans Buxer rost igjen-,
Og saadan gik det herlig nogle A ar!
Ak, det var Skrædderlavgets bedste Tid.
A l a ddia.
D e n store B jø rn s o n blandt de norske Fjelde
Har nylig havt en Saga at fortælle
Om G e o r g B r a n d e s , der ved Spreen bor.
Om samme fuldtro Ven og Forbundsfælle
Han sa’e en Mængde borgerlige Ord.
Han roste ham ior Viddet og Forstanden,
For Aandens Lys, der straaled’ ham fra Panden,
Kort sagt, han ofred’ ham en god Del Fjæsk.
«Det kommer nok igjen ! • han sa’e, som Manden,
Der
—
Hans co m p a ra iso n
—
gav Soen Flæsk.
Det kom igjen; thi nu har Ge o r g B r a nd e s
Hans Grantræ fundet værdigt til at plantes
I Mu s a g e t e s ’ egen Lavi bærlund;
Thi B j ø r n s o n var en Skjald, til hvem der fandtes
Ej Mage fra P a r n a s til — A a l e s u n d !
Hvor det er skjønt og rørende at finde
To store Mænd, i hvem der ingen Sinde
Et Stænk af smaalig Jalousi har væ’ t,
Der ingen lav Misundelse har inde,
Men la’er hinanden vederfares Ret,
Og dette Forhold tydelig kan vise,
Hvor godt det er, hvis man sin Livspolice
I B r a n d e s ’ Livsforsikringsselskab ta’er.
Ved denne højst bekvemme Entreprise
Man sin Berømmelse forsikret har.
Moralen e*- aldeles ikke ilde:
«Paa samme Piedestal, hvorpaa I ville,
At Kammeraterne skal eder se,
Skal kristelig din Næste du opstille!
Saadan er Loven og Profeterne!»
Og det er altid rart at ha’e Instruxer,
Saa man paa G e o r g s Doktorkappe flux er
Beredt at ofre Ros for Aand og Flid.
Saa roser han til GiengjæId dine Buxer!
— Ak, det er Skrædderlavgets bedste Tid.
Fru
Sørensen.
Jamen søde Fru Schrøder, jeg tør ikke
for min Hjertebanken, ellers vilde jeg ved Gud saa gjerne
drikke en lille Kop til for at gjøre Dem Selskab, ja det
skulde da være en lille Sjat paa Bunden — T a k ! og De
kan tro det var et dejligt Stykke, vi var henne at se hos
Watt forleden Aften, som kaldtes «En Prøve» og begyndte
med, at han, Wagner, De véd Komponisten, har lavet en
Syngforni somder naturligvis ikke er
Nogen
der kan
holde ud at liøre paa, fordi det er Fremtidsmusik uden en
gammel Baron, som ogsaa er død deraf, og Wagner kan
ikke faa sin Syngforni opført og er fortvivlet,
hvilket
Dorph-Petersen udtrykker ved at stikke Hænderne i Buxe-
lommen og tale stakkato, som det hedder, hvad der ærgrer
Wulff, som er i Kompagni med ham og Koncertmaier,
hvad man kan
se paa Malerierne, der hænger omkring
paa Væggen og som han allerede havde lavet i «En Lyst- J
rejse*.
Men Froken Sørensen, der endnu er ny hos'
Watt, lader sig bedaare af Dorph, fordi hun er ikke saa
vant til ham, som vi, og henriver Publikum ved Ynde og
Rutine, saa jeg sagde til Sørensen, at vi kunde godt være
hende bekjendt, hvis hun skuide være af vores Familie paa
Grund af Navnet, som jeg dog ikke tror.
Hvorefter
Froken RoseDfeld kommer ind med sin Moder, den gamle
Grevinde Smidt, og vil kjøbe et Relikvjem over den af
døde Greve, som Kolling, der er den mest maleriske Rui,n,
man kan se, allerede har faaet fat i, og det gaar ligesom
hos Vilhelm Hansen eller i den kongelige Hofditto, at de
bliver hængende ved en Kantate i Stedet, som de slet ikke
vilde have havt. Hvorefter de gaar, og Skæbnen kommer
til Syne under en sagte Musik, men forklædt som Postbud
med et Brev til to Mark, hvad der jo er over et halv
Punds Taxt, men paa Grund af Indholdets Vægtighed for
modenlig, nemlig, at Wagner og Wulff og Frøken Sørensen
skal arve den gamle Musikgreve, hvad de saa gjør i anden
Akt meget vidtløftig, og i tredie og fjerde Akt begynder
Dorph at give Greven og Selskab og Wulff og Frøken
Sørensen begynder at omstraaies af Dydens Helgenglorie,
men i Slutningen af fjerde er vi lige ved at faa Wagners
Syngforni alligevel, men saa kan Dorph jo nok mærke, at
hans Fremtidsmusik tilhører Fortiden og ikke Nutiden,
hvorover han river Partityren i Stykker, saa der bliver ikke
Noget at kigge efter for Vilhelm Hansen-
Og i femte Akt
er han bleven optagen i den adelige Klub og har faaet
Lov til at g aa med Staldmester Skeele under Armen, hvis
han har Lyst, og fornægter sine Venner, som jeg nok
synes var nedrigt, fordi De véd selv, søde Fru Schrøder,
at uagtet min salig Bedstemoder var en født Kirsclien-
stein, har jeg dog aldrig fornægtet hverken Dem eller Sø
rensen, fordi det er jo da Noget man ikke kan gjøre ved,
■ og det ender med, at han lader Wulffs store Hund forlade
denne Verden paa en brat Maade og slaar op med Frøken
Sørensen og i med Frøken Rosenfeld, som jo nok er en
meget haard Straf i Forhold alligevel, og Moralen er jo,
at der kommer aldrig noget godt ud af Wagner og Frem-
tidsmusiken, men det er ogsaa skrevet af Franskmænd,
saa det gjør det forstaaeligt, og nu skal jeg med Sørensen
ned og se paa Betlerskibet i Nyhavn, som skal være meget
opvækkende at se til og er bygget saadan for at Semæn-
dcne ska] huske paa at de svømmende Ligkister ikke er
afskaffede endnu, og desuden indrettet til, hvis det ikke