362 / 425
354
f i j y d t gjennem Bladenes Spalter farer
É t Tog paa skummende Prækeheste ;
Til Holm-Gang drage de løftede Skarer,
Det lille Ord har de til Fodefæste,
Det gaar gjennem Birkedal og Krat
Gjennem tykt og tyndt, gjennem Alvor og Pjat,
SCAVENIUS
kaster sig
ræd
paa Vejen,
Hør, hvilket Skraal, det er A s k o v s r e j e n !
L
eth
, den stærke, med løftet Stemning
Og Bulehat paa, er forrest i Laget;
Han slaar paa sin Frihed, og hver en Dæmning
Maa falde som J e r i k o s Mure for Braget.
Da klinger et Sang-Værk, da er der en Støj
A f Bjælder og flydende Snakketøj ;
Da ræddes den sorte Skole og lytter
Mtd Angst paa hver «opvakt», som nix forknyt er,
A s k o v s r e j e n i Fylking rider
Fra Venne-Møde til Venne-Møde;
Men helst den færdes paa visse'Tider,
Naar Venstre skal lægge Finansloven øde.
Naar Rigsdagen varer til skumle Nat,
Og Interpellanterne svært tage fa t;
Da vogt dig
S c a v e n ’
! hold stive de Øren;
Thi A s ko vs r e j en staar uden for Døren,
Naar Øllet virker i Snapstingshallen
I Ko derne paa Demokraternes Helte,
Naar
H ø G S B R O
ret vorder gal i Skrallen,
Men gladest blandt de g-lade er SCHELDE,
Da rumler Vogne, helt fyldt med Papir,
I Folketingssalen de aflæsset bli’er ;
Da knager Bjælken, du vælter Kruset,
Thi A s k o v s - A d r e s s e n er kommen til Huset!
Da staar der et Vejr mellem Jord og Himmel,
Da banker Rædsel i alle Barme;
Selv
W ED E R K IN K -M A D S E N i
H o’det bli’r svimmel,
Og F e n r i s skriger fra
T a U B E R S
Tarme.
Da liugges Pinde, da. kløves der Haar,
Og Kind-Hesten vrinsker i
K r a b b e s
Gaard,
Til Gassen slukkes, og ingen Sinde
I Mulmet man Resultatet kan finde.
Venstremanden,
efter H. C. Andersen).
• Det knager i mig, saa stor føler jeg
mig!« sagde C h r e s t e n B e r g . •Stor
hede« kan rigtig nok blæse En opl
Og hvor Greven han griner ad mig!»
Det var Ho l s t e i n ,
han mente.
• Han
skal ikke faa
mig til at
blinke, jeg skai nok holde paa Brok-
, kerne.»
Det var de franske Gloser, lian havde faaet proppet
i sig.Hvidt Halsbind havde han paa, Briller og
Birkevis,
derfor trode han, at han var Konge og de andve noget
Pak. Han var valgt nnder Hurraraab fra Bønderne, hilset
af Bægerklang og store Ord i Kroerne.
H o l s t e i n gik, B o j s e n stod op, kjedelig og vidtløftig
i det halvslumrende Ting.
•Der har vi ham igjen fra en andeli Kant,» sagde
C h r e s t e n . *Jeg har vænnet ham af med at grine. Nu
kan han staa og snakke sort, at jeg kan se m ig selv
desto bedre. V idste jeg bare, hvordan man bærer sig. ad
med at være vittig, jeg vilde saa gjerne være vittig, kunde
jeg det, saa skrev jeg i Dassavisen, som jeg har set de
smaa Sorte gjore d e t, men jeg kan kun være hej
travende.»
• Væk! Væk!» bjæffede F i s c h e r ; han var noget
arrig, det havde han været, siden han var M inister eg sad
paa T aburetten.
« H o ls te in skal nok lære Dig
mores.
Det saa vi i Fjor og det saa vi r Forfjor.
Væk! Væk! det
er hele m i n Herlighed ! *
•Jeg forstaar Dem ikke Hr. Forhenværende!» sagde
C h r e s t e n . «Skal han, uér staaer og væver, lære m ig
Noget i den R etning?»
■ Du véd ingen Ting!» sagde F i s c h e r , «men Du er
da ogsaa kun Sem inarist. Han, dér staar, kaldes B c js e n ,
han g jer ingen Fortræd, det var H o l s t e i n , jeg mente.
Vi faar snart Forandring i Veiret, det kan jeg se paa
L a r s D in e s e n , han er saa geskæftig. Vi iaar Oplos
ning: Væk! Væk!» bjæffede F i s c h e r og gik ud paaRysen-
sten for a t se Badem esterne paa Fingrene.
»Jeg forstaar ham ikke,« sagde C h r e s te n , «men jeg
har en Fornemmelse af, at det
er nogetUbehageligt,han
siger. Han, der grinte og gik og som
A e
kalder H o l s t e i n ,
han er ikke min Ven, det har jeg paa Følelsen!«
D er kom virkelig Oplosning.
En Taage af Vrøvl og
Fraser
lagde sig over hele L andet. Blæst blev der gjort,
Venstre tog ordenlig Tag, men hvor var det et Syn at
se
om Morgenen, da Aviserne korn ud.
Alle Kredsene
havde valgt Venstremænd, det var en hel Hær af Umulig
heder.
Der var «Pastor« H o lo h og der var W e d e r-
fei nc h
- M a d s e n ; værre kunde det da ikke blive.
• Det er en rar Redelighed!» sagde
D a g b la d e t,
som
kom ud samtidig med
N a tio n a ltid en d e
og standsede foran
C h r e s t e n .
«Værre har man dem da ikke i Frankrig!»
sagde Bladet.
• Og saadan en Kabyler, som han der, har man nu slet
ikke,« sagde det Ferslewske og pegede paa C h r e s t e n ,
• han er grinagtig.»
D a g b la d e t
lo , nikkede til B e r g , og gik saa med
sin Kollega hen at spise til Aften i Journalisiforeningen.
• Hvem var de To,» spurgte C h r e s t e n F i s c h e r . ’
• De er mere kjendt med Bøjrefolkene end je g ; kjender De
dem?*
• Det gjer jeg 1» sagde F i s c h e r .
»Dagbladet har
sparket mig og det Ferlewske nar traadt paa mine Lig
torne. Je g kunde have Lyst at bide dem.«
• Men hvad forestille de her?« spurgte C h r e s t e n !
• De leger gode Venner!» sagde F i s c h e r , «De skal
hen til Seekamp og spise Osterspostej sammen.»
• Har de to ligesaa meget at betyde som Da og jeg?»
spurgte C h r e s t e n .
»De hore jo til Herskabet,» sagde F i s c h e r , »det er
rigtignok saare lidt, man véd, naar man kun er Skolelærer,
detv mærker jeg paa Dig.
Je g har Alder og Kundskaber,
jeg kjender Alle her i Staden, og jeg har kjendt en Tid,
hvor jeg ikke sad paa Pensjon, her i det kjedelige Lands
ting, væk! væk!»
• Rigsdagen er dejlig!» s a g d e C h r e s t e n . »Fortæl!fortæl!
men Du maa ikke tale Latin, for saa knækker det i mig*.
• Væk! væk!» bjæffede Fischer. «Minister har jeg været,
Kultusminister, »brillant* sagde de; da gik jeg med tre
kantet Hat og kom til Taffels, blev kjælet for af Gods
ejerne og kaldt
*den B e g a v e d e
»,
E x c e lle n c e n
! jeg kunde
give Understøttelser paa Finansloven, og alle de smaa
søde Damer kom og bad om Stipendier.
Og saa var der
en Taburet, det var det dejligste i denne Verden, oh saa
blod at sidde paa, jeg gjorde Alt for at blive siddende.
Den Taburet drømmer jeg endnu om, væk! væk!»
•Ser en Taburet saa dejlig ud?» spurgte C h r e s t e n.