367 / 425
VANDENES FATTER.
E t Sfcr& n dsandB agn .
IX.
Hvorfor er Da ikke glad,
Lille H o l g e r m a n d ?
Spis, min Gris, din varme Mad,
Drik did Mælkevand.
Fætter Bjørnson kommer nok,
E r saa glad i Aand,
Med ham over Sten og Stok
Gaar det Haand i Haand.
Vær nu god, min søde Snut,
Spis den rare Mani,
Og du faar en Sukkersut
A f din Onkel S k r a m .
Dans af Sted i lystig Fart
H e g e l s egen Dreng,
Gode Tante B r a n d e s snart
Putter Dig i Seng,
Saa iaa han da uede i Vandet, den store Junker
H o l g e r , Vandenes Digter, hos sin vandede Muse, Og
alle Vandmand, Gopler, Bobler, Meduser, Moliusker, Mus-
iusger, Puslinger, Aal, Krebs, Krabber, Hammer og Rejer
sang i stort Kor følgende, bølgende S a n g :
Vand med Vand i Vand skal flyde,
Bølge, boble, bruse, syde
Frem og frem og frem igjen;
Stolte Fisk kan Maven fryde
Til unævnelige Lyde,
Men vil Du en Karpe nyde,
Og Du faar kun terre Jyde,
Bliver Du lidt flov, min Ven.
Fremad, fremad i Forening
Uden Spor af Maal og Mening
Gaar det vaade Maskepi;
Snart en vild Koralforgrening,
Snart en Torsk i skjon Forstening,
Vand og Vand og Yand i Ening,
Det er Vandets Poesi.
Hvad er skjønt, og hvad er ikke,
Hvad er Hoste, hvad er Hikke,
Hvad er Kaffe, hvad er The,
Hvad er Sæder, hvad er Skikke,
Hvad er Ojne, hvad er Blikke,
Hvad er uden Mad og Drikke
Selv en Helt udi Gelée ?
Kloder kredse, Flyndre pjaske,
Stjerner skinne, Fugle baske;
Og til H o l g e r s Lov og Pris
Vil hans vaade Muse plaske,
Boltre, bade sig og sjaske
Og igjennem Vandet traske
Med sin klamme
D a s s a v is !
— — — — Saa var det en Efteraarsmorgen tidlig,
at en usædvanlig Bevægelse saas mellem de Fiskere,
H e g e l paa H o l g e r s Tro
o g
Love havde ladet nedsætte
sig i hans Gyldendal.
E t Skib saas at kæmpe sig fr^ern,
og man hørte »Sange fra Havet*.
Og alle Semændene
hviskede:
»Vil han naa om Pynten?«
Stor Uro blev der paa Gammelholm,
M orgengnavet
hejsede Flag og sendte sin skrarnmererede Lakaj ud for
at modtage H o l g e r , der kom med Vandenes Datter under
Armen. Og et Hurra ombølgede dem, et Ilurra fra
D a ss-
a visen s
smaa sorte Drenge og fra gamle
B e rlin g s k e ,
der
sad og sov paa sine Smerfjerdinger.
— — En Aften sang H o l g e r hen i Vind og
Vejr følgende Vers:
Sig F a l l e sen, vil Da forstaa
Det Stykke, som jeg skriver paa
For tusind Kroner blauke,
Sorn gjemmer baade Smil og Graad
Og fattes kun en lille Traad
Og har en lille Tanke.
Som snart Du staar paa Scenens Bræt,
Imens Teatermaanen let
Med din ses kokettere,
Og atter, store Potentat,
Gaar ned at se en rød Plakat
Af dem. der smukt florere.
Saadan, min Sjæl, jeg stiger op,
Hvor C h r e s t e n s kraftigskjenne Krop
Mod Taburetten hælder,
Men styrter atter dybt nrig ned,
Hvor H e r m a n L a b an g staar saa bed
I Lysets dybe Kjælder.
O, S kan dr up, du som ser min Kam]»
Og suger Livet som en Svamp
Og elsker skidne Farver,
Husk Spendiups Aquavit er klar,
Og Bogos stolte Konge har
Sit Udspring mellem Harver.
Kritik! du er dog saa, som saa,
G e o r g , han er berlinerblaa,
Og E e d o u a r d er ilter;
Hurra for D a r w i n og for S t r a u s s !
Vi slæber med os Jordens Snavs,
Vi Venstres Gangerpslter.
X.
Nu ville vi tales i Fred og Ro,
— Sid ned, Junker H o l g e r , sid ned —
Saa tage vi os et Glas eller to,
— Sid ned, Junker Ho l g e r , sid ned —
»Nej, minsæl vil jeg ej,
For je g løber min Vej
Med Vandenes dejlige Datter.»
Meningen: Nix!
Men Verset: Fix
Og færdigt,
Digteren værdigt!
XI.
Endnu nogle Vers, endnu nogle Rim,
Endnu nogle haltende
p edes,
Endnu noget rythmisk bævrende Slim,
Hvad rimer paa
pedes?
—
S ed es!
XII.
Det er Dommens Tid, Kritiken har Magt,
Det gjælder liver eneste Bog,
Frem fra Bogladens lønligste Krog
Paa Markedet bragt.
O, Ho l g e r , o Skjald
Med det vældige Kald!
Du vidste saa lidet at evne den Magt,
Som blev ved et Træf dig i Hænderne lagt.
Du trodsede stiv og stolt
Den simpleste Lov og Regel
Og spillede Boldt
Med He g e l ,
Stakkels H e g e l !
Det blev en forskrækkelig D ag! Fra bele Publikum
og mer end ,den halve Presse led Raabet: «Op medVan-
denes Datter!» Men H o l g e r smilede; og hun, — hun ud
strakte sin Haand, og ind kom Vandene strømmende, og
H o l g e r druknede, og alle hans Værker druknede,
D a m
avisen
og
M orgengnavet,
ja selv
B erlin g ske
druknede, kun
He g e l , den gamle, skikkelige He g e l , reddede sig op i et
affældigt Pæretræ, skuede med et vaadt Blik ud over Van
dene og sagde med et tørt Sm il:
«Det var den tredie
Vandgang, — men i k k e den sidsteD