S_Punch_1881

355

•Ligner den m ig?» — «Den er lige det Modsatte af dig,

den iiar ganske lige Ben og er blod og fin og let.

Man

skal sætte sig godt op paa den, holde fast, det er en

uendelig Behagelighed!

Du raaa ind ad Vinduet kunne

se den der, hvor den staar.«

Og C h r e s t e n pudsede sine B riller og saa en lille

Mahognigjenstand med Fløjelsbetræk.

Ovenpaa den laa

en Portefeuille, C h r e s t e n blev ganske underlig til Mode,

han havde en Fornemm else, han ikke kunde gjere sig

Bede for; der kom over ham Noget, han ikke kjendte, men

som alle Politikere kjende, selv om de ere Venstremænd.

•Og hvorfor forlod Du hende — Taburette?» sagde

C h r e s te n . Han folte, det m aatte være et Hunkjønsvæsen.

•Hvor kunde du forlade en saadan Lækkerbidsken?.

• Det var jeg nok ned t til,« sagde F is c h e r. «De smed

mig udenfor og satte m ig ned i L andstinget. Jeg havde

bidt Junker Jakob i Benet, for han vilde have det Ben,

jeg gnavede paa, og Ben for Ben tænkte jeg! men det tog

de ilde op, væk! væk! det blev Enden paa det.»

C h r e s t e n herte ikke efter, han stod og kiggedegjen-

nem Nøglehullet ind i S tatsraadssalen, hvor Taburetten

stod paa sine fire Ben tned Fløjelsbetræk.

• Det rum ler saa underlig i m ig !, sagde han. »Skal

jeg aldrig komme derind! D et er et uskyldigt Onske, og

vore uskyldige Ønsker maa dog vist blive opfyldte.

Det

er m it højeste Ønske, m it eneste ønske, og det vilde være

næsten uretfæ rdigt, em det ikke blev stillet tilfreds. Jeg

maa derind, jeg m aa sætte m ig paa den, om jeg saa knu

ser den under min Vægt!«

• Der kommer du, aldrig ind,> sagde F i s c h e r , »og

kom du paa T aburetten, saa var du væk! væk!»

•Jeg er saa godt som væk!» sagde C h r e s t e n , «det

slaar Sludder for mig, tro r jeg.*

I Middagsstunden var Folketingssalen fuld. Der blev

holdt de mest blomstrende T aler, nogen Venstremand

kunde forlange, men T aburetten kunde C h r e s t e n ikke se.

Ministrene vilde ikke af Vejen, Der blev bnldret og vrøv

let, det var rigtig en Sam ling, der kunde fornøje en

Venstremaud, men han var ikke fornøjet, han kunde og

burde have følt sig saa lykkelig, men han var ikke lykke

lig, han havde Taburet-Længsel.

•Det er en slem Syge for en Venstremand,« sagde F i

s c h e r ; »jeg har ogsaa lidt af den Syge; men jeg har over-

staaet den, væk! væk! — Nu faar vi Vejrskifte.«

Og det blev Vejrskifte. H ø r u p s Magt tog til, C h r e

s te n s tog af. Han sagde ikke Noget, han klagede ikke,

og det er det rigtige Tegn.

En Morgen styrtede han.

Der stak Noget ligesom

den tykke Eude af et Bis i Vejret, hvor han havde staaet,

det havde Vælgerne rejst ham om.

«Nu kan jeg forstaa det ined hans Længsel!« sagde

F i s c h e r .

« C h r e s te n har havt et Tab aretben i Livet,

det er det, som har rort sig i ham, væk! væk!«

Og snart var ogsaa Bigsdagssam lingen til Ende.

»Væk! Væk!« bjæffede F is e k e r , luen de smaa Sorte

lob paa Gaden og sang:

Skyd frem vor

E ed va rd

frisk og prud,

Hæng ud, hæng ud vor røde Kiud.

Kom

D rachm ann

Schandorph

! syng! vi har

I Byeu

Georg

nu saagar.

Kora lad os siaa et Slag til

I'loug,

Kom, her er Spænd og Lærkesjov J

— Saa tænker ingen paa C h re s t e n B e r g.

----«M>----

<^ggNic&ttt oø paøcrtn.

(Gn gammel M torie.)

S^er bar en ©ang en

p, i

pen bar en t o f e ,

©om tn ©orgmefter ffulbe paSfe.

£ an en gorbalter fif, bem fan man altib faa;

Qeg ingen Ijar, bet gaa

Rm Soefer Ugefaa.

S il Ufyelb for bem Begge to

§ an flog t bbert Sepofitum en

?lo:

|>an „negleb1•, Ijbab man gjennem Ijam lob ffiffe,

Dg aubet gjorbe Ijan nof ilfe.

(Slnmærf bog Sæfer bette:

$ am g e n g e r fatte ttbt bevfor i fRette.)

©om fagt, (jan fijal

Dg efter megen

rpberi og $bal

§ an taget bleb beb Vingebenet;

g o r g e n g .e r, at f>an enb ben S a g i S ag

Slf Dberraffelfe er

forftenet.

rreft b(eb to le n fat,

Gt Ubbalg faar i ©agen fa t;

Dm to fem an g el bet

tteft fremfenber.

Jpr. G b r if t e n f e n fodjoreS og betjcnber,

£an8 Jpaab bar, at l)an bfliJbe ftolet paa

gorlabelfe af fin Vorgmefter nemt at faa,

)?en Ijor nu Sejer:

etop Sagen

gor

pen§ Vorgerffab flat brøfte ©agen,

gremtreu et Jg>oIfc „

ebrøbebe"

gor Vorgcmefteren, ben meft beltalenbe

§am faa tiitalebe:

„

elbifefte!

Vi becb, paa Vpenl Vel S e altib fer,

Stilen Vpené Vel beror berpaa,

Sit bi bov StRont igjen maa faa.

S e t altfor grufomt er, at bi jfal blobe

— „

cta:nf bog, at for „gob Sro" bot man bobe!"

S e bar jo

Jlont; bl'i

man tøelobet tog af bem,

—

„ 3

a", fa’e iBorgmefteren, „bet Snbfalb bar ej gaft!

— „garbel, belbife 2Ranb!"

Jpan fer i

pen§ Sob ontbpggelig,

D?en finbet intet ber for fig,

©orger.

£ati unberffribet en Grltoeving, fom

„SSel er bi, bet fan bcenb§,

gor al Unbftplbning IcenS,

Dg frit for fltetten Gbriflenfen befjenbte,

U SRangel paa kontrol banS oitbe Jpenftgt tjente!

Ren fom i boreS

p af $enge nof be babe,

Si maatte bære rent af Vare,

gor bfcflb en flig gorbalter fnob.

S bt fjenber jeg for

fct:

Dg for bet ffete

Dg ligefinbebe til

S a SRonten forte? bæf.

R o r a ( :

Serebt paa fffobemeftren altib boer,

£ an fommer, naar bu minbft bam tomler noer.

......

.......

................................... 1